Bedste dag i fire år på Nordstrand Camping
Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
14.07.2017 | Af: Michael Frederiksen

Bedste dag i fire år på Nordstrand Camping

Den nyanlagte minigolfbane trækker også mange gæster til. Foto: Amalie S. Frederiksen
Tirsdag var den bedste dag i fire år hos Nordstrand Camping ved Palmestranden i Frederikshavn, og denne uge tegner til at blive en af de bedste i flere år.

 

Indehaver Mogens Sønderkær går rundt med et stort smil i disse dage, fordi uge 28 i den grad har skabt større travlhed på campingpladsen end samme periode de foregående år.


- Det er især udenlandske gæster, vi har besøg af. De fylder godt 70 procent, og det er først og fremmest svenskere, nordmænd og tyskere. Især mængden af svenskere overrasker os, fortæller Mogens Sønderkær.


Han noterer med stor tilfredshed, at hytterne stort set er fyldt op til og med uge 33, midt i august. 

- Det bliver vores bedste sæson nogensinde, hvad angår udlejning af hytter. Vi har nu i tre-fire år været med på booking.com, når turisterne søger hotelværelse i Frederikshavn, og det tror jeg, er én af årsagerne til fremgangen i år. Vi kan jo se, at vi pludselig har gæster fra lande som Italien og Slovenien, forklarer Mogens Sønderkær.

Når det gælder telte og campingvogne har sæsonen indtil videre været tilfredsstillende.

- Men det bliver de fire uger, som kommer nu, der er afgørende. Vi ved jo, at danskerne lurpasser og afventer vejret. Heldigvis ved mange også, at vejret generelt altid er lidt bedre i Nordjylland. Det har vi også set i denne uge. Vores gæster soler sig eller går rundt og spiller minigolf under blå himmel, mens det regner i Sønderjylland.

Nordstrand Campings seneste større investering, Frederikshavn Adventure Minigolf, trækker også mange gæster til campingpladsen.

- Vi har i år sat et stort skilt op ude ved vejen, og vi oplever flere gange, at folk vender om, når de ser det, fordi de har lyst til at prøve banen, siger Mogens Sønderkær.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Amalie S. Frederiksen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close