Gå til hoved-indhold
30. maj 2020 - kl. 00.05

Benspænd risikerer at vælte fiskerne omkuld

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
  • 3 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
Af: Kanal Frederikshavn

Borgmestre i det nordjyske netværk af fiskeriafhængige kommuner har skrevet dette indlæg: Det har længe været snak – nu er det virkelighed.

Da Danmark i 2019 tog til EU for at forhandle for fiskeriet, sagde man som det eneste land "ja" til, at fiskefartøjer skal kameraovervåges i Kattegat. Nu er 14 fiskefartøjer udvalgt til at få monteret kameraovervågning. En fartøjsejer har desuden meldt sig frivilligt, hvilket bringer antallet op på 15 fartøjer.

Det sker i form af et projekt om elektronisk monitering i Kattegat. De 15 fartøjsejere er i dag blevet orienteret om, at de er valgt. De vil senere på året blive kontaktet af Fiskeristyrelsen for at få udarbejdet en individuel fartøjsplan, der fastlægger de nærmere detaljer for projektet, for eksempel antallet af kameraer, der skal installeres ombord på fartøjet. De første fartøjer er altså en del af det aktuelle projekt.

Målet på lidt længere sigt er, at cirka 100 fiskefartøjer skal have monteret elektronisk monitorering. De skal have påmonteret et kamera, som holder øje med de fisk, der hives ombord. Kameraovervågning af dansk fiskeri er nu blevet virkelighed.

Situationen frem til i dag har medført ophedede diskussioner blandt fiskerne, der oplever indgrebet som et tegn på mistillid og som uklog enegang og overimplementering. Frustrationerne når nu kogepunktet hos fiskerne. Er der brodne kar i fiskeriet, som er for uforsigtige, når fangsten hives ombord?

Ja, måske. Men hvorfor ikke gå specifikt og direkte efter dem i stedet for at skyde bredt og ramme hele erhvervet med et benspænd, der kan risikere at vælte det omkuld? Ikke mindst i en tid, hvor corona-pandemien skaber svære kår for erhvervslivet, og Brexit truer i horisonten.

Hvor blev tilliden til fiskerne af? Hvis det handler om at sikre og måle fiskebestanden, hvilket så absolut er vigtigt og nødvendigt, findes der allerede mange gode monitoreringssystemer.

Som borgmestre i netværket af fiskerafhængige kommuner i Nordjylland står vi skulder ved skulder med fiskerne. Vi forstår deres frustrationer og den følelse af afmagt, de unægteligt er ramt af nu. Det er Folketinget, der har siddet med beslutningen om at acceptere kameraovervågning af fartøjer i Danmark. Her har man truffet den beslutning, man fandt fornuftig? Fiskerne er ikke enige i den fornuft.

Fra de seks fiskerikommuner vil vi gerne hejse et flag for tillid frem for kontrol. Tillid til et erhverv, der bidrager til indtægt, jobskabelse, bæredygtigt fiskeri, nødvendige investeringer, vigtige lærepladser og meget mere. Vi skal passe på ikke at tage luften ud af fiskerierhvervet med tiltag, som fiskerne og andre aktører i fiskeriet slet ikke kan se meningen med.

Der må kunne findes en ny vej. En anden og bedre vej, brolagt med tillid og gensidig respekt. Vi appellerer til, at man tager dialogen med dem, det hele handler om; fiskerne, så der kan findes fælles fodslag. Og vi håber på det inderste ikke, at der kommer flere af sådanne tiltag. Tiltag, som fiskerne oplever som dræbende for et meget vigtigt erhverv i Danmark.

Når vi i det danske netværk af fiskeriafhængige kommuner er særligt optagede af denne problemstilling, handler det ikke mindst om, at omtrent halvdelen af landets fiskeri udgår fra Nordjylland. De største fiskerihavne ligger i her. Og vi har mange fiskeforarbejdnings-virksomheder i landsdelen. Det handler om arbejdspladser. Og det handler ikke mindst om respekt for et centralt erhverv med en lang historisk tradition i Danmark. Vi opfordrer derfor til, at man finder modet til at stole på vores fiskerierhverv. Hav tillid til fiskerne.

Arne Boelt, Hjørring Kommune
Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune
Karsten Nielsen, Læsø Kommune
Mogens Gade, Jammerbugt Kommune
Ulla Vestergaard, Thisted Kommune
Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune - formand for netværket

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...