- Beskæmmende, at Lone Haugaard taler om ulovligheder med mere

Da det nye KFU tiltrådte, lå der en sag, som ikke var blevet løst, nemlig fordeling af tilskud til hallerne. Skiftende udvalg havde forgæves forsøgt at finde en løsning derpå, hidtil uden held.

Det nytiltrådte udvalg gav hinanden hånd på, at vi skulle løse sagen, da den gav anledning til megen utilfredshed og megen debat.

Det medførte mange drøftelser i udvalget og gode dialoger, kyndigt ledet af den nytiltrådte udvalgsformand Peter Laigaard.

Udvalget startede med at drøfte principper for, hvordan man kunne opdele hallerne efter opgaver og drøfte principper for, hvordan man sikrede attraktive tilbud til alle områder af kommunen. Det lykkedes, og udvalget bad administrationen om at fordele de til rådighed værende midler ud fra disse principper. Da udvalget blev forelagt fordelingen af midlerne, var der to forhold, der skulle løses, hvis vi skulle kunne komme i mål med et forslag.

Det første var, hvordan hallerne med svømmehaller enten direkte under samme tag, eller i samme område, skulle tildeles midler. Det administrative forslag ville medføre, at Skagen-hallen ville få for meget og Sæby og Østervrå for lidt.

Det andet var, at Råbjerghallen ville få reduceret sit tilskud med en halv million fra dag et.

Jeg foreslog på mødet, at man flyttede en million fra Skagen-hallen og fordelte dem med en halv million til henholdsvis Sæby og Østervrå. Samtidig sagde jeg, at vi var nødt til at finde en løsning, så Ålbæk blev hjulpet igennem den store nedskæring, de stod over for. Det var suverænt den hal, der ville blive mest berørt af den nye ordning.

Et enigt udvalg endte med at vedtage dette, og en ny model for haltilskud var en realitet. Vi var alle glade, for det så ud til, vi havde løst vores opgave.

Så langt så godt. Udvalget fik ikke drøftet en endelig løsning til Aalbæk, og sagen blev drøftet ad et par gange, når udvalget var samlet. Jeg sagde, at jeg ville indsende en initiativsag, så vi kunne få løst, hvad vi, det vil sige hele udvalget, havde lovet Ålbæk og hinanden.

Administrationen bad os så mindeligt om ikke at tage haltilskudssagen op igen, da de, som de sagde, var nervøse for, vi åbnede op for diskussionerne igen. Jeg kan huske, jeg sagde, vi skal have fundet en løsning, det har vi alle lovet Ålbæk, og vi kan ikke holde til at svigte dem.

Det blev så sådan, at administrationen ville udarbejde et løsningsforslag. Sådan blev det desværre. Jeg skriver desværre, for det viste sig, at det foreslag, vi blev forlagt og et flertal besluttede, viste sig ikke at være juridisk korrekt og sagen og dermed beslutningen blev afvist.

Det eneste, jeg ærger mig over i dag, er, at jeg ikke fremsendte en initiativsag som oprindeligt planlagt. Jeg ved, der var andre, der ville det samme, men reglerne er, at jeg kun må fortælle, hvad jeg selv har sagt, så derfor skriver jeg kun mine egne synspunkter.

Jeg synes, det er beskæmmende, at Lone Haugaard taler om ulovligheder med mere. Lone har været med i alle drøftelserne, men kunne ikke stemme for administrationens forslag, hvilket viste sig, vi andre heller ikke kunne. Det er fair og ikke første gang i verdenshistorien, at det viser sig, at en løsningsmodel ikke holder. Men at fremture på den måde, Lone Haugaard gør, er under bæltestedet. Jeg har lyst til at udtrykke min harme skarpere, men vil ikke falde i samme grøft og dermed ned på samme niveau som Lone Haugaard.