Beslutning om ny skole-struktur truffet af nød
- Byrådets beslutning om at ændre på skolestrukturen i storkommunen er den mest vidtrækkende reform siden kommunalreformen. Beslutningen er ikke taget for at genere elever, personale eller forældre. Den er truffet af nød.
Det siger Paul Rode Andersen (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget, i en kommentar til skoleforlig, som 29 ud af 31 byrådsmedlemmer onsdag aften stemte for.
- Med de budgetter, som regeringen og DF tillader kommunerne at handle indenfor som følge af skattestop og udgiftsloft, er byrådet pisket til at ændre skolestrukturen for at optimere driften. Hvis der skal være råd til det vejledende timetal, til efteruddannelse af lærerne, til undervisningsmidler og til IT, er byrådet tvunget til at koncentrere ressourcerne på færre skoler, mener Paul Rode Andersen.
I Frederikshavn by lukkes fire skoler og bygges en ny. Alle 10. klasseelever samles i et 10. klassecenter på Hånbækskolen – tæt på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. En satellit placeres i Aalbæk.
- Oplandsskolerne bevares. De er en livsvigtig forudsætning for oplandsbyernes overlevelse. Deres bidrag til at få den økonomiske kabale til at gå op er, at naboklassetrin skal samlses op til 6. klasse, hvis der samlet set er under 28 elever. Det giver klart nogle pædagogiske udfordringer, men de er at foretrække, hvis alternativet er lukning, vurderer Paul Rode Andersen.
- I Skagen by var det første udspil, at begge skoler skulle bevares under en fælles ledelse med pligt til at optimere klasserne. Det kunne f.eks. betyde, at 0.-5. klasse skulle gå på den ene skole og 6.-.9. på den anden. Begge skolebestyrelser anså forslaget for at være uegnet og ønskede – når galt skulle være – at samle eleverne på en skole. Beslutningen om, at Ankermedet skal være den fortsættende fysiske enhed for den nye Skagen Skole, var ikke let, al den stund der også var gode argumenter til fordel for at lade eleverne samles på Hedeboskolen, erkender SF'eren.
Han kalder skolestrukturændringen en klar centralisering.
- Men man skal være opmærksom på, at det var intentionen med kommunalreformen, som regeringen og DF vedtog i 2005. Sammen med den stramme kommunale økonomi blev grundlaget for skolelukninger lagt det år, mener Paul Rode Andersen.





































