Betty Frost - 40 års tro tjeneste i kommunen
Betty Frost har 1. september været ansat 40 år i Frederikshavn. I den anledning har vi modtaget dette indlæg fra Lilly Pedersen:
Betty Frost blev ansat i Frederikshavn Kommune 1. september 1970. I ansættelsesbrevet stod der "indtil videre i Teknisk Forvaltning" – og det holder endnu!
Frederikshavn Byråd godkendte på sit møde i august 1970, at man ansatte Betty Frost i Byplanafdelingen – med stadsingeniør Mørup og senere Benny Harthøi og Fritz Meldgaard som øverste chefer.
I alle årene har Betty Frost formået at udvikle sin viden, har altid deltaget i kurser og gennemgået akademifag med bravour.
Betty Frost er et menneske, der i sit daglige virke er med til at skabe arbejdsglæde og trivsel. Ingen går forbi hende uden at få et pust af glæde med sig. Vi føler os privilegerede over at have Betty som kollega.
Betty Frost har været med igennem mange byråd og borgmestre – oplevet mange op og nedture for Frederikshavn, men har altid set det som en udfordring at være en del af et team, der skaber fremgang og udvikling for Frederikshavn Kommune.
Som chefsekretær for den nuværende Tekniske Direktør, Mikael Jentsch, er Betty Frost en uundværlig støtte. Alt er på plads og alt er tilrettelagt, så Mikael Jentsch kan udføre sit virke med viden om, at tingene virker og at borgerne og politikerne bliver taget godt imod, når de henvender sig.
Betty Frost stortrives i Teknisk Forvaltning, for som hun siger. "Det er et privilegium at være i en forvaltning, hvor man er ordentlig ved hinanden, og jeg sætter stor pris på, at der en plads til den enkeltes forskellighed, og at vi behandler hinanden med respekt. Alle har krav på respekt uanset hvem man er”.
Jeg har igennem mange år været tillidsrepræsentant for Betty Frost og har haft et fortrinligt samarbejde med Betty. Vi har deltaget i mange spændende og udviklende kurser indenfor HK, og Betty har altid gjort sit yderste for at være på forkant med udviklingen.
På egne og mine HK-kollegaers vegne vil jeg hermed ønske Betty Frost et stort tillykke med dagen, 1. september 2010 – og samtidig udtrykke de bedste ønsker for fremtiden for Betty og hendes kære. Vi glæder os til det forsatte samarbejde.
Betty Frost vil i anledningen af sit jubilæum modtage Hendes Majestæt Dronningens fortjenstmedalje. Et besøg hos Hendes Majestæt Dronningen er vi sikre på, at Betty Frost vil sætte en stor ære i, og det er i den grad velfortjent.
Dagen markeres i samvær med de nærmeste kollegaer fredag 3. september kl. 12-14 i Frederikshavn Kommunes kantine.
Lilly Pedersen
HK Tillidsrepræsentant i Teknisk Forvaltning








































