05.01.2021 | Af: Kanal Frederikshavn
Bilister deler overskud på tre millioner kroner
103513 103513
- Corona har været noget skidt, men vi kan glæde os over, at de færre biler på vejene - senest under den totale nedlukning af Vendsyssel - har betydet færre bilskaber, udtaler formand Jens Jørgen Vinther, GF Nord. Foto: Stock, GF-arkiv
|
GF Nords medlemmer med bil - blandt andet i Frederikshavn Kommune - kommer godt fra start i 2021. De deler et overskud på tre millioner kroner.
Regnskabet for det forgangne år er gjort op, og de nordjyske bilforsikringstagere i GF får i denne uge besked om, hvad overskudsdelingen konkret betyder for dem hver især i kroner og øre.
- Corona har været noget skidt, men vi kan glæde os over, at de færre biler på vejene - senest under den totale nedlukning af Vendsyssel - har betydet færre bilskaber. Det er en af årsagerne til det flotte resultat i GF Nord, hvor overskuddet på bilforsikringen er på mere end tre millioner kroner, siger frederikshavneren Jens Jørgen Vinther, formand for GF Nord.
- Men vi må selvfølgelig også endnu en gang konstatere, at vores medlemmer kører fornuftigt og er gode til at passe på sig selv og andre i trafikken, fortsætter han.
GF Nord er en af i alt 34 forsikringsklubber i det medlemsejede GF Forsikring og dækker det nordlige Vendsyssel fra kontorer i både Frederikshavn og Hjørring.
GF er ejet af medlemmerne, og siden GF Forsikrings første leveår i 1960'erne har grundideen været, at medlemmer - og ikke aktionærer - skulle dele årets overskud. Derfor er GF’s overskudsdeling også solidarisk. Jo færre skader, jo mere i overskud til alle, og det betyder, at har man haft en skade i løbet af året, så får man alligevel del i overskuddet. Rent praktisk foregår det på den måde, at den enkeltes andel af overskuddet trækkes fra prisen på forsikringerne, efterhånden som de fornys i 2021.
GF Forsikrings medlemmer i hele Region Nordjylland deler et samlet overskud på mere end 13 millioner kroner på bilforsikringerne og næsten 5,5 millioner kroner på deres andre forsikringer i GF.
|
|
|
|
Flere nyheder
Indlæser nyheder
|
|