Billedkunstskolen glad modtager af Kulturbolden
Kulturelt Samråds kulturstafet, "Kulturbolden", er netop blevet overrakt til Billedkunstskolen. "Kulturbolden" uddeles årligt til en forening eller en person som opmuntring og opfordring til igangsætning af kulturelle aktiviteter. Stafetten er en bold, og der medfølger 20.000 kr. til modtageren.
Sidste års modtager af Kulturbolden, Skagen Børnekulturfestival, foreslog Kulturelt Samråd, at Billedkunstskolen skulle modtage stafetten i år, og det blev der opnået enighed om.
- Det er vi meget glade og stolte over, fortæller koordinator på billedkunstskolen, Anja Britt Honoré.
Stafetten blev overrakt af Peder Davidsen fra børnekulturfestivallen med følgende udsagn:
- Billedkunstskolen har været en dygtig og engageret medspiller til Skagen Børnekulturfestival de seneste par år. De har her formået at glide ind i et komplekst samarbejde og tilføre nye vinkler og inspirere både børn og voksne. Desuden har vi stiftet bekendtskab med dem i forbindelse med Kulturraketten. Tre kunstnere dekorerede tre raketter på meget spændende og forskellig måde.
- Med Billedkunstskolen er det muligt for børn at møde en kunstner, som kan inspirere dem ud fra det niveau og alderstrin, de er på. Vi ser gerne at skolen styrkes, og at vi får mulighed for at se mere til den i Skagen. Det kunne være ønskeligt, at skolen kunne få en markant placering i Skagen Kulturhus, når det engang står færdigt, sagde Peter Davidsen.
- Billedkunstskolen er meget taknemlig, og lærerstaben skal nu i gang med at tænke kreative tanker for at finde frem til noget, der er spændende og givende for børn i Frederikshavn kommune, siger Anja Britt Honoré.
- Det giver os jo mulighed for at involvere flere børn end dem, der allerede er elever på billedkunst-skolen, og for at lave noget lidt udover det sædvanlige. Det skal nok blive både sjovt og farverigt, lover Anja Britt Honoré.





































