Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.02.2019 | Af: Michael Frederiksen

Bispevang: V beskylder S for manglende visioner

Asger Mortensen (V) er træt af, at formanden 'spiller pædagog-kortet'.
- Det er mangel på visioner på børne- og ungeområdet, når Socialdemokratiet ikke vil være med til at finde 125.000 kroner på budgettet i 2021. 

 

Sådan lyder udmeldingen fra Venstres enlige medlem af Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune, Asger Mortensen.

På et møde i eftermiddag besluttede et flertal i udvalget ganske vist, at Idrætsbørnehaven Bispevang i Sæby er velkommen til at flytte fra Bispevang 1 til Sæby Firmaidræts lokaler i det kommende Sæby Spektrum.

- Men de skal gøre det for de samme driftsudgifter, som de har nu. De seneste tal viser, at de årlige driftsudgifter stiger med mellem 125.000 og 210.000 kroner afhængig af, hvordan man vælger at udlægge tallene, forklarer udvalgsformand Anders Brandt Sørensen (S).

Ifølge Asger Mortensen stiger driftsudgifterne "kun" med 125.000 kroner.

- Tænk sig, at vi kunne få en idrætsbørnehave placeret i Sæby Spektrum med 100 meter til svømmehallen og 100 meter til skoven. Det vil være visionært og noget, som vi med stolthed kan vise andre kommuner. Desuden har vi med to parter at gøre, som virkelig ønsker denne flytning, bemærker Asger Mortensen.

Anders Brandt Sørensen:

- Vi er alle enige om, at Sæby Spektrum med en børnehave er en god idé. Derfor har vi heller ikke noget imod, at Bispevang flytter, hvis de kan gøre det inden for de nuværende driftsbudgetter. Vi er bare nødt til at være fokuseret på, hvad der er B&U's opgave - nemlig at tage sig af børnene. Øgede udgifter til mursten kan kun tages fra pædagogiske stillinger. De ansvarlige budgetejere har netop i 2019 valgt at hæve normeringen på 0-6 års området og dermed have færre børn pr. voksen. Så kan vi ikke stå model til samtidig at fjerne pædagogiske medarbejdere med den anden hånd. Det er min klare opfattelse, at de menneskelige ressourcer er de vigtigste på dette område.

Asger Mortensen er træt af, at formanden "spiller pædagog-kortet".

- Vi skal jo ikke finde 125.000 kroner på dette års budget. Det er først i 2021, og med et budget på over fire milliarder kroner bør det kunne lade sig gøre om to år, mener Asger Mortensen.

Han noterer med glæde, at mange børnehaver i kommunen er flyttet i nye lokaler eller er blevet moderniseret de senere år. Turen kommer også snart til Idrætsbørnehaven Bispevang, og her frygter Venstre-manden, at det på sigt bliver en dyrere løsning for kommunen, hvis den selvejende børnehave bliver boende på Bispevang.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close