Bliv energibyAKTIVIST: Mød op i Det Musiske Hus
Sæt dit fingeraftryk på, hvordan Energibyen Frederikshavn skal være nu og i fremtiden og bliv én af Energibyens nye aktivister.
Frederikshavn Kommune har sat sig et ambitiøst mål. I 2015 skal Frederikshavn, Strandby og Elling være forsynet 100 procent med vedvarende energi på el-, varme- og transportområdet. Energibyen Frederikshavn skal sætte hele kommunen på det "grønne landkort" og gøde jorden for vækst og nye arbejdspladser.
Som energibyAKTIVIST giver du noget af din egen energi til byen - og får noget til at ske. Det kan være ved at snakke med andre om Energibyen, profilere projektet, deltage i møder, eller måske har du lyst til at iværksætte nye energirigtige aktiviteter?
Alle kan blive energibyAKTIVIST. Derfor tilbyder vi at arrangere kursusaftner, hvor I bliver undervist i fx. klima, miljø, energi og kommunikation, så I trækker på fælles viden, indsigt og værktøjer. Muligheden for et sådant kursus tager vi op til borgeraftenen den 27. januar.
Hør mere om projektet tirsdag 27. januar kl. 19.00 i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Her vil Mikael Kau, direktør i Energibyen Frederikshavn, og Kaj Christiansen, formand i Frederikshavn Erhvervsråd, fortælle om Energiby-projektet. Jens Ole Amstrup vil som energibyAKTIVIST styre os gennem en spændende proces om det at sætte aktiviteter i gang og få noget til at ske. Og endelig vil han opfordre andre til at melde sig som energibyAKTIVISTER.
Læs mere på www.energibyen.dk
Foto: Keld Gydum





































