Martin Højbjerg - én af flere unge spillere af egen avl, som Claus Haumann sætter pris på.
Claus Haumann har skrevet dette blogindlæg: Dagen før første finalekamp mod Herning er det værd at henlede opmærksomheden på alt det rigtige alle i og omkring Frederikshavn Ishockeyklub har gjort.
Fra ledelsens side sadlede man om i kølvandet af finanskrisen! Man valgte (var tvunget til) at satse på egen avl - simpelthen fordi der ikke var penge til at aflønne dyre udenlandske "stjerner". Loyaliteten hos mange af disse (såkaldte) udenlandske stjerner varede lige indtil de kunne få en større løncheck i en anden klub.
Hvor interessant var det lige at gå til ishockey, da holdet hovedsageligt bestod af "lejesvende ?" Spillere, som man absolut intet følte for, og som i mange tilfælde heller ikke følte noget for klubben.
Nej, nu er det noget helt andet. Når ens søn har gået i klasse med én spiller, ens datter med en anden spiller, man har været fodboldtræner for nogle af drengene og så videre, ja, så bliver det hele pludseligt mere nærværende og interessant. Sådan tror jeg, mange har det i Frederikshavn. Vi vil se vores "egne drenge".
Tomi Jokinen er også en af vores egne, Radim Piroutek var også en af vore egne.
Flot, at White Hawks gik ud og sagde "ingen indkøb og lejeaftaler" op til slutspillet. DET var en tillidserklæring til spillertruppen!
Spillerne, ja, de fortjener ros til op over skyerne. Tre udesejre mod formentlig landets stærkeste hold. Men her er det måske ikke mest resultatet på 4-2 sejren over SønderjyskE, men mere måden det skete på.
Frederikshavn ER et stærkt slutspilshold rent mentalt. Mange hold har gennem de senere år fået "ørene i maskinen" - forstået på den måde, at andre hold ofte har undervurderet Frederikshavn. Gejst og vilje kan kompensere for "svagere skudstatistik".
Men det, der er mest beundringsværdigt, er, at truppen virker harmonisk og positiv. Ingen rysten på hovedet eller negativ attitude i trængte situationer. Flot af så ungt et hold.
Som den eneste ishockeyklub i Danmark har Frederikshavn overskud, og hvorfor så det?
Jo, man holder sig til konceptet: "Brug ikke flere penge, end man tjener". Et råd herfra: "Lad være med at købe en etableret (læs: dyr) stjerne. Køb i stedet en ung spiller (læs: kommende stjerne). Mange steder har man brugt mange penge på udenlandske spillere (som i øvrigt slap billigere på grund af forskerordningen), og så "glemt" at aflønne egne spille ordentligt. Det er den sikre måde at skabe utilfredshed på.
Held og lykke med finalerne. Nyd det. 8-9 års sejrstørke i Herning - det bliver der med garanti lavet om på!
PS. Få nu overtalt Thomas Reinert og Christian Schioldan til at fortsætte - de er jo på toppen.