Blomsterfestivalen 2010 præsenterer sin egen øl
Bangsbo Botaniske Haves Venner har i samarbejde med Jerry's Bryghus i Frederikshavn lavet en ”Blomsterfestival Beer 2010”.
John Gajhede er blevet gæstebrygger på denne spændende opgave at lave den første specialøl til ”Blomsterfestivalen” i Frederikshavns grønne hjerte.
Valget er blevet en Porseøl - en gylden øl, der fylder meget i munden og har en god bitter smag af porse. En god balance mellem bitterhed og fylde og en lang let bitter eftersmag. Dufter sødmefuldt, lidt blomsteragtigt og en anelse bittert. Har lyst skum, der holder længe og laver fine gardiner. Oplagt forårsfrokostøl gerne med sild og til ost.
Jerry's Bryghus blev en realitet i foråret 2008. I bryghuset er der to faste typer bryg: "Jerry's Pale Ale" og " Jerry's Red". Derudover brygges en sæsonøl omkring årstiderne, højtiderne eller andre specielle begivenheder som Blomsterfestivalen.
Bangsbo Botanisk haves Venner er stiftet tirsdag 2. maj 1995. Vennekredsen er en støtteforening til den selvejende institution Bangsbo Botaniske Have, Frederikshavn. Foreningens formål er at yde praktisk og økonomisk støtte til udviklingen, driften og brugen af Bangsbo Botaniske Have i samarbejde med bestyrelsen for Bangsbo Botaniske Have.
Formålet er endvidere at medvirke til fremme af plantedyrkning og havekultur, herunder også formidling af kontakt mellem enkeltpersoner, specialforeninger og andre relevante personligheder og/eller organisationer og Bangsbo Botaniske Have.
Læs mere om Blomsterfestivalen 2010 på: www.blomsterfestival.frederikshavn.dk












































