Børnehave fik floorball-bane, stave og bolde
Onsdag besøgte formand Jonas Sørensen fra Strandby Tornados Floorball og Anders Kjær fra Floorball Fabrikken børnehaven Molevitten i Elling for at overraske dem med en floorballbane, stave og bolde.
SEIF Tornados har doneret en minibane og to mål til børnehaven Molevitten. Målene er restaureret af en af klubbens mange frivillige bedsteforældre, og de nye net er sponseret af den lokale virksomhed Strandby Net A/S. Floorball Fabrikken var med på ideen og har sponseret stave, bolde og ballbusters.
- Vi vil rigtig gerne have flere børn i bevægelse og håber, at dette kan være med til at motivere dem til at komme i gang. Anders Kjær var hurtig til at takke ja til tilbuddet om at hjælpe til på dagen, og vi er utrolig glade for vores samarbejde med Floorball Fabrikken. Børnene gik virkelig til den, og vi har allerede aftalt, at vi kommer og besøger dem igen, siger Jonas Sørensen.
Hos Strandby Tornados er det ikke kun floorball, som er i fokus, men også det sociale.
- Vi er som en stor familie, hvor der er plads til alle, og vi gør meget for det sociale, fortsætter Jonas Sørensen.
Han håber floorballbanen kan give de små poder en masse skønne timer sammen i børnehaven, og formanden håber naturligvis også, at børnene finder vej til Strandby Tornados Floorball.





































