Boligpriserne falder - hvorfor nu det?
Efter mange år med høje stigninger i boligpriserne viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks nu, at salgspriserne falder. Endda for anden måned i træk. Prisen på ejerlejligheder er faldet henholdsvis 1,5 og 1,6 procent i juli og august, men villaer og rækkehuse er faldet med 1 og 0,5 procent.
- Det er de stigende renter, der viser sit grimme ansigt. Når man skal låne til en bolig, tager banken udgangspunkt i den faste rente. For et år siden var den 1 procent, nu er den 5 procent, så boligkøberne bliver simpelthen godkendt til at låne et lavere beløb. Derfor køber de billigere boliger eller forhandler prisen ned. Det giver prisfaldet, fortæller bankrådgiver med speciale i bolig Ann Pedersen fra Jyske Bank, og hun understreger samtidig, at der i procenterne kan være tale om geografiske forskelle i tallene.
- De stigende energipriser trækker lidt i samme retning, fordi de spiser af det rådighedsbeløb, som en køber har. I Danmark er der dog også noget, der trækker i den anden retning. Vi har et lavt udbud af boliger og en høj efterspørgsel, som holder priserne oppe, og det tager faktisk brodden lidt af rentestigningerne, forklarer Ann Pedersen.
Spørgsmålet er så, om prisfaldet bliver værre?
- Der er nok ingen tvivl om, at der kommer yderligere prisfald. Tingene skal tilpasse sig. De største prisfald vil dog komme de steder, hvor priserne er steget mest de seneste år. Sæsonmønstre spiller også ind. Boligmarkedet har det altid lidt sværere i den mørke tid, og nu kan vi så lægge de høje renter og energipriserne oveni, siger Ann Pedersen.
Hvad skal man så gøre som køber og sælger af en bolig?
- Som køber skal man egentlig bare være fornuftig. Købe efter sit behov og tænke langsigtet, for så retter boligmarkedet sig. Hvis man har en tidshorisont på 5-10 år, skal det nok gå. Som sælger skal man være realistisk. Man ser måske, at naboen har solgt bolig til en høj pris, og så vil man gerne have det samme eller mere. Det er bedre, at være realistisk fra start end at slå af prisen undervejs. Al erfaring viser, at man ender med at få en lavere pris, hvis man starter for højt sammenlignet med en skarp pris fra start og et hurtigt salg, forklarer Ann Pedersen.
Er det så godt eller skidt, at boligpriserne falder?
- Ingen af delene. Vi er bedst tjent med stabile boligpriser. Når der er høje stigninger, er der også store fald, og samfundet har en tendens til at gå i stå, når boligpriserne falder. Set i det lys er måske fint med en lille opbremsning nu, idet boligmarkedet har været lidt foran lønudviklingen. Omvendt skal man heller ikke male fanden på væggen. Økonomien er stærk, så vi er i en god situation i forhold til, hvordan det var op til finanskrisen, siger Ann Pedersen.