Borgmester: Akavet ritual, men vi overholder loven
Næste år bliver der to såkaldte grundlovsceremonier i Frederikshavn Kommune. Det er et krav at deltage i denne ceremoni, hvis man ønsker at blive tildelt dansk statsborgerskab.
Politikerne i Økonomiudvalget besluttede på deres møde i dag, at de to grundlovsceremonier skal finde sted i andet og fjerde kvartal. Det er Folketinget, der har vedtaget loven, men det er ikke en lov, son borgmester Birgit S. Hansen er begejstret for.
Til grundlovsceremonien skal en repræsentant for byrådet byde ansøgerne velkommen og udveksle et håndtryk. Det står kommunen frit for, om repræsentanten for byrådet er en embedsmand eller en politiker.
- Det er et akavet ritual, men jeg overholder selvfølgelig loven og giver alle et håndtryk, hvis jeg kommer til at deltage i denne ceremoni, siger Birgit S. Hansen til Kanal Frederikshavn.
Hun finder det paradoksalt, at sagen om grundlovsceremonierne blev behandlet i dag - bare tre dage før Frederikshavn Kommunes mangfoldighedsfest i Maskinhallen, hvor de over 100 nationaliteter i kommunen er inviteret til fest med mad, aktiviteter og underholdning.
På grund af folketingsvalget 5. juni 2019 gennemføres der ingen grundlovsceremoni i år.
Center for Bibliotek og Borgerservice står for det administrative og praktiske i forbindelse med ceremonierne, der annonceres på kommunens hjemmeside og i lokale medier.
Udlændinge- og intergrationsminister Mattias Tesfaye har allerede meddelt, at han vil holde et vågent øje med, om lovgivningen lander ordentligt.