Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.12.2009 | Af: Kanal Frederikshavn

Erik Sørensen: Konstituering – en ommer

Med opbakning fra flere nøglepersoner i bl.a. erhvervs- og turistlivet forsøger borgmester Erik Sørensen (.t.v.) at lave konstitueringen om.

Socialdemokraterne inviterer alle partier til ny forhandling uden forhåndskrav. S foreslår, at partierne visker tavlen ren og starter forhandlingen om fordelingen af poster i det nye byråd forfra.

 

- Vi har fået så mange opfordringer til at gøre det om. Folk synes, det er uholdbart, at kommunen midt i en alvorlig krise skal styres af en skrøbelig og uprøvet alliance mellem Venstre, SF og De
Konservative. Overalt hvor jeg kommer, spørger folk, om det ikke kan lade sig gøre at lave en bred konstituering – for hele kommunens skyld. Det kan jeg ikke sidde overhørig, bemærker borgmester Erik Sørensen.

Han inviterer derfor alle partiledere til møde mandag 7. december kl. 10.00 på borgmesterkontoret.

- Jeg møder ikke op med nogen forhåndskrav. Jeg kommer med adskillige opfordringer om at indgå i et bredt samarbejde, og den løsning vil jeg gå efter. Jeg tolker også valgresultatet sådan,
at det er vælgernes ønske. Jeg tror faktisk, at meget få vælgere går ind for alliancen mellem Venstre, SF og De Konservative, siger Erik Sørensen.

Opfordringen om at etablere et bredt samarbejde i byrådet kommer fra virksomheder, organisationer og almindelige vælgere. Socialdemokraternes plan om en ommer med konstitueringen
støttes blandt andet af:

• Kaj Christiansen, formand for Frederikshavn Erhvervsråd
• Ejvind Nielsen, formand for handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK
• Cai Møller, formand for LO Frederikshavn
• Ole Kildeby, formand for Frederikshavn Turistforening
• Per Malmberg, formand for Arena Nord

- Vi har en fin tradition i Frederikshavn Kommune for at være i tæt dialog med erhvervslivet og med foreningerne. Med et skrøbeligt og uprøvet flertal er der skabt usikkerhed om kursen og
om samarbejdsformen i de kommende fire år. Det reagerer erhvervslivet og organisationerne på, og det mener jeg, at byrådet skal lytte til og tage alvorligt. Frederikshavn Kommune har mere
brug for samarbejde og sammenhold end nogensinde, og her spiller byrådet en helt central rolle, mener Erik Sørensen.


 


BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

VideoerTilføj video

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

søren kristiansen, frederikshavn 04-12-09 08:23:
Og Per når man går ud med en så sprængfarlig melding som den her så SKAL man sikre sig man har, om ikke medlemmerne, så i hvert fald resten af bestyrelsen bag sig. Det er også en slags demokrati.
søren kristiansen, frederikshavn 04-12-09 08:10:
Per Buhelt. Det handler ikke om troværdighed det de 4 herrer nu gør. Jeg stiller bare spørgsmål ved hvorfor de kommer på banen så sent. Hvor var de før valget, og hvor var de da SF og S havde magten ? Syntes de den konstallation var OK kan jeg kun se det her som et forsøg på og få Erik tilbage i stolen. Det finder jeg mystisk.
Lars Jensen, 04-12-09 01:13:
Til Peder Key Kristiansen

Jeg synes, at din vurdering er helt rigtig. Den sidste konstituering er glemt, og en bred aftale synes desværre umulig pt. på grund af personligt nag.

Der tegner sig desværre også et billede af, at Skagen og Sæby har "vundet" over Frederikshavn. Hvis dette er holdningen blandt de valgte politikere i det nye byråd, så går vores kommune en svær tid i møde.

Jeg mener, som du, at vi må trække i kedeldragter af samme farve for endnu en gang at arbejde os ud af krisen. Vi har mange gode ting som kan supplere hinanden, og det er mit håb, at politikerne har mere øje for det, frem for at føre sognerådspolitik.

Jeg vil gætte på, at borgerne har givet Socialdemokraterne og Venstre ca. 60% af stemmerne. Det vil derfor være mit håb, at disse partier især finder et fornuftigt samarbejde så den politik der føres kan repræsentere flertallet af kommunens borgere.
Lasse Burholt, Frederikshavn 03-12-09 23:43:
Konstitueringen til nye kommunal-bestyrelse har sådan set ikke ret meget med antallet af stemmer at gøre - eller rettere: I det øjeblik man ER valgt, har stemmetallet ikke nogen betydning - så alle lige - men det er da ganske vidst ikke helt logisk for hverken en skagbo eller en sæbynit at forstå en konstituering der har Erik som borgmester - ift. stemmefordelingen.

Det optimale vil da på alle mulige måder være en bred konstituering hvor ALLE arbejder med et fælles mål for øje - UDEN skelen til partifarver eller bogstavkombinationer - nemlig at styrke, forbedre, udbygge, optimere Frederikshavn Kommune som helhed - med tanke på HELE kommunen - såvel Skagen i nord som Sæby i syd. Det er simpelthen for latterligt andet.

Så Erik har ret i at det er en ommer - men så må det i givet fald være en ommer ift. til at en bred konstituering betyder fælles træde - og ikke sololøb. Men, men... lad os nu få Lars om borgmester - og lad os da håbe at de som har stemt på Laigaard for at få Erik fra posten, ikke laver en Naser Khader - og får Erik på pinden - for så ryger da en vis troværdighed i mine øjne UANSET principper og faste meninger...
Peder Key Kristiansen, Skagen 03-12-09 23:27:
Det er jo ganske naturligt at Socialdemokraterne ikke bryder sig om udsigten til at blive holdt fuldstændig udenfor indflydelse de næste 4 år, det samme må gøre sig gældende for Dansk Folkeparti som jo også har haft et godt valg, og indtil konstitueringen er endelig på plads kæmper alle naturligvis for deres sag - jeg ville da være skuffet hvis ikke alle 31 folkevalgte ønskede indflydelse på den politik der skal føres de næste 4 år.

Er dette så et sidste desperat forsøg fra Socialdemokraterne på at tilkæmpe sig borgmesterposten? … det tror jeg faktisk ikke. Begynder man at tælle stemmer ser det jo ud til at der er 20 der peger på Lars Møller (V, C, SF, DF og Peter Laigaard - undskyld til de to sidstnævnte hvis jeg tager fejl) og 11 der peger på Erik Sørensen (S). Dette må man jo nødvendigvis tage til efterretning, både i erhvervslivet og i Socialdemokratiet.

Nej fokus er nok nærmere rettet mod situationen efter 1/1 hvor der skal trækkes i arbejdstøjet. Med en snæver konstituering mellem V, C og SF - og med de tilpasninger af udvalg der er meldt ud for at sikre konstellationen absolut flertal i alle udvalg - vil det i praksis være umuligt at skabe et bredt samarbejde de næste 4 år.

Mandatfordelingen i det nye byråd gør imidlertid, at ingen kan vide sig helt sikre på hvilken politik der vil blive ført i de næste 4 år.

Det er vel kun partilederne i V og SF, der reelt tror på at de to partier kan finde sammen om en fælles politik - og kan stå ved det de næste 4 år, med de udfordringer kommunen står overfor … Hvis det lykkes skal alt materiale om ideologi i dansk politik vist skrives om.

Hvad der f.eks. ske hvis:
- V og SF rager uklar om de overordnede linjer? … ingen af dem vil samarbejde med S, men de kan heller ikke agere uden!
- 1 eller flere af politikerne fra de to partier ligesom Peter Laigaard føler at de ikke kan stå inde for samarbejdet og melder sig ud? … den slags udmeldinger plejer jo ikke at gå stille af!
- S og SF i løbet af de 4 år får klinket skårene og udnytter deres flertal? … alt vil blive stoppet i byrådet og borgmesteren vil være handlingslammet!

At jeg ikke nævner C i ovenstående betyder ikke at jeg ikke tillægger dem værdi i denne sammenhæng, det skyldes at jeg generelt opfatter dem som mere samarbejdssøgende.

Flere skriver at S har tromlet alt igennem i det gamle byråd med sine egen 16 stemmer, men det er dog et faktum at S ikke satte sig på alle formandsposterne i 2005, men netop konstituerede sig bredere – dumt vil nogen måske mene, jeg tror det var klogt nok.

Spørgsmålet er om der skal føres en bredt funderet fremadrettet politik i Frederikshavn de næste 4 år, eller om der skal føres skyttegravskrig, hvor alt vil være til revurdering om 4 år.
Per Buhelt, Frederikshavn 03-12-09 22:46:
Enhver der er valgt ind i byrådet er Byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune og dermed er det lige meget hvor de kommer fra, det er utroligt at man kan lave dette til en magtkamp mellem Frederikshavn contra Sæby og Skagen.

Det her drejer sig om kommunens fremtid, og der er åbenbart mange der mener at vi burde have et Byråd der arbejder bredt sammen for at få skibet på rette køl, og at det ikke er et spørgsmål om hvem der er borgmester, men om bredt samarbejde.

Disse personer repræsenterer en bred vifte af organisationer indenfor Fagforeninger og Erhverv og jeg kan undre mig at deres troværdighed skal betvivles, ( Ja, den var til dig Søren)

Der er nogen her der beskylder Erik Sørensen for at gå i panik og at han er både det ene og det andet, og at de sidste 4 år har været en katastrofe, på trods af det er hans parti det største i byrådet og han fik et det største personlige valg, så noget godt må han da ha gjort.

Jeg respekterer hvis Erik kan samle Byrådet og så er det lige meget om Borgmesteren hedder Erik - Lars - Poul eller Peter, det er hans ret at forsøge og hvem er vi der vil tage den ret fra ham?

Skulle det ikke lykkes så har vi da et snævert flertal bestående af V- C og SF og så må de jo prøve at løse opgaven efter bedste evne. Jeg mener så at det bliver A der kommer til at bestemme alligevel for har svært ved at tro at SF pludselig vil stemme for borgerlige synspunkter og så må Lars jo gå til S for at få sin politik igennem, og det er jo nok ikke så galt, eller?

Så til sidst, utroligt mange har kommenteret mit politiske tilhørsforhold og da jeg ikke skal ødelægge deres nattesøvn så kommer den her: Jeg støtter ikke noget parti men stemmer udelukkende på personer.
søren kristiansen, frederikshavn 03-12-09 22:22:
Stener. Lars Møller fik 300 % flere stemmer end Erik i Skagen og 400 % flere i Sæby. Sådan kan man også sige det. Af de 5 organisationer der nu er på banen er det kun Cai Møller der har bekendt kulør. De 4 andre har nu langt om længe set at Frederikshavn By som sådan har tabt, men det havde i mulighed for at gøre noget ved INDEN valget. Med en stemme procent på kun godt 50% på Kommunens største valgsted har vi ikke noget og hyle over. Nu ligger der en konstituering og vil vi have indflydelse må vi tage fat i de folkevalgte og præge dem. Det må man gerne, og som jeg kender Lars Møller er han en meget lyttende mand. Han kan ikke vide alt om hvad der tænkes og foregår i hver eneste krog af kommunen, så i stedet for og skyde på manden, så hjælp ham dog. Det hjælper ikke noget og stå her bagefter med våde øjne, og være bagklog.
Ole Nielsen, Frederikshavn 03-12-09 22:17:
Fakta er også at SF-V-C har 55 % af stemmerne. S har kun 35 %

Og i øvrigt skal man ikke glemme at Erik Sørensen fik reduceret sit personlige stemmetal med næsten 50 %, så folket har vist talt...
Keld Gydum, Frederikshavn 03-12-09 22:15:
Stener Glamann ....

Jeg ved ikke hvor meget du fulgte Valget .. eller hvordan du fulgte det i 2005 ..

Men tag eksemlet fra Hjørring 2005 - tag det fra i År ....

For at få magen i Frederikshavn skal man kunne tælle til 16, ERik Sørensen har jo selv erkendt at både Socialdemokraterne og han selv har haft et dårligt valg ....

Hvis du tænker dig rigtig godt om, og Erik Sørensen ... ikke på mandag kan tælle til 16, hvilket valg vil han så ha' i dine øjne ...

Erik Sørensen bliver mig bekendt 65 i Julen ... et nederlag på Mandag vil det ikke vare et OK til EXIT ?

Det her er jo ikke personligt fra mig til Erik Sørensen - det er Politik, og her tæller flertallet mere end hvor mange stemmer man har fået ...

Jeg tror ikke Erik Sørensen kan rede et flertal på et møde Mandag - og i min erfaring fra Politik, betyder det med al fornuft og respekt - EXIT !

Dette gælder ikke kun Politik det gælder også i meget Foreningsarbejde ... ikke mindst når formanden har siddet i 12 År og føles "metaltræt"!

Der skal arbejdes mod næste valg ....

Med venlig hilsen
Keld Gydum - www.gydum.com
Stener Glamann, Frederikshavn 03-12-09 21:41:
Lidt fakta til dem, der måtte have glemt det:
Socialdemokraterne er det største parti i byrådet med 11 pladser og over 35 pct. af stemmerne.
Erik Sørensen var den kandidat, der opnåede flest personlige stemmer. Ca. 40 pct. flere end Lars Møller.
Ole Nielsen, Frederikshavn 03-12-09 21:35:
Som andre også skriver... Gad vide om den her fællesfølelse og lad os lave en bred konstituering også var kommet frem hvis S og SF havde beholdt magten???

Jeg tvivler stærkt, og al respekt for de fine herrerer i artiklen, men hvorfor skal de bestemme konstitueringen??? Så kunne vi almindelige jo ligeså godt have ladet være med at stemme, og havde de samme folk stået frem og forlangt en bred konstituering for Frederikshavn Kommunes skyld, hvis S og SF havde fået magten??? Jeg tvivler igen, så havde Hr. Hoenecker kørt videre i 4 år mere med det mindste flertal, og så var han sku da ligeglad med bred konstituering, samarbejde og sammenhold ...

Kom nu videre Erik Sørensen. Du har fået 12 gode år, og et rimeligt eftermæle. Lad nu være med at ødelægge det helt...

Lad os nu få ro i kommunen, så vi ikke skal høre mere snak om at Frederikshavn ikke kan finde ud af det i de store nyheder. Det er jo ved at være flovt, som S kæmper en kamp for at få magten tilbage, men efter så mange år opgiver man den nok ikke frivilligt...

God vind til det nye byråd...
Jørgen Jensen, 03-12-09 20:14:
Jamen Kent Christiansen:
Du har jo fat i noget væsentligt. Erik Sørensen er jo FREDERIKSHAVNER (om end ikke indfødt).
Han tror at "fremtrædende" frederikshavnere kan retfærdigøre hans ønske om at behole borgmesterkæden.
Den holder ikke. Mig bekendt udgør byrådsmedlemmer fra Gl. Skagen og Gl. Sæby et flertal i Frederikshavn byråd.
Erik Sørensen:
Erkend nu dit nederlag. Jeg kan sagtens forestille mig det må være svært, men demokratiet har talt, og du har tabt. Så er den ikke længere.
Keld Gydum, Frederikshavn 03-12-09 20:09:
Kent Christiansen jeg er meget enig med Dig ....

Har lige set historien på TV2 Nord om Rebil Kommune, hvilket vel nok er bunden af Politik man kan nå.

Til Borgmester Erik Sørensen er der kun et budskab ..

Gode Erik Sørensen (A)

Kan du ikke skabe samling om bred konstituering, på mandag, vil jeg opfordre dig til at tage Din personlige deltagelse i Byrådet op til vurdering ...

Jeg er bange for at Du, på grund af dit nederlag den 17. november 2009 samt gentagede nederlag de sidste fire år, blot vil være til besvær i de kommende fire år.
Nederlagene og din ikke mindst anvendelse af Socialdemokraternes flertal alene, burde evt få klokkerne til at ringe ....

Respekt hvis du kan vende dit nederlag til en ny fletrals konstellation - men går det ikke, må Du indse det kan være Mig - Erik Sørensen som står i vejen for et bredt samarbejde ... det tager Jeg konsekvensen af og trækker mig fra Byrådet.

Får Du mod alle ods ændret det nuværende flertal på Mandag .. så held og lykke men lykkes det ikke så bør du overveje et EXIT ....

Sådan er politik også .... gambler man .. kan man vinde eller tabe ... taber man med en satning som Din ... bør du trække dig fra Politik i Frederikshavn det vil være mest fair for dig selv men også for den Socialdemokratiske gruppe som skal videre evt. i oppotision de kommende fire år ...

Det sidste må være logisk ...

Jeg føler virkelig du leger med dit Politiske Liv .. og bør derfor tage konskvensen hvis dette spil tabes på gulvet!
Kent Christiansen, 03-12-09 19:39:
Jeg tror Erik Sørensen gør regning uden vært. Jeg tror vi er mange vælgere der går ind for alliancen mellem Venstre, SF og De Konservative.
Det er forøvrigt påfaldende, at ikke en af de fremtrædende borgere der åbenbart støtter Erik Sørensen, repræsenterer noget der ligger uden for byskiltet i Frederikshavn.
Mit håb er at SF, V og C står fast.
Og se så at trække i arbejdstøjet.
søren kristiansen, frederikshavn 03-12-09 19:20:
At Erik er fuldstændig panisk over han skal af med stolen har vi forstået. Det der undrer mig i det jeg læser her er at, Kaj Kristiansen og Ejvind Nielsen står frem som om de repræsenterer de to foreninger de er formænd for. Jeg har talt med bestyrelsesmedlemmer fra begge foreninger og de anede intet om det her, og bakker det heller ikke op. Derfor må Kajs opbakning være som direktør for FME og Ejvinds for sit firma. Hvorfor de pludselig skal til og blande sig forstår jeg simpelt hen ikke. Hvor var de henne i de dage hvor S-SF sad på magten med 16mandater. 16 mandater der har styret de sidste 4 år, UDEN de pågældende personer har blandet sig. Det er som om det bare SKAL være Erik der er borgmester.
Jørgen Clausen, 03-12-09 19:19:
Det er direkte latterligt, at Erik Sørensen vil tage initiativ til at undersøge muligheden for at lave en bredere konstituering. Erik Sørensen fravalgte selv denne mulighed på valgaftenen, da han lavede en konstituering, der alene byggede på SF. Da var han totalt ligeglad med at tolke valgresultatet. Han gik efter borgmesterkæden og tabte, så nu tolker han pludseligt valgresultatet anderledes!

Det er muligt, at Kai Christiansen har mandat fra Erhvervsrådets bestyrelse til at lægge navn til Erik Sørensens ønske om en ny forhandling; men det har han ikke nødvendigvis fra medlemmerne. Vi er da i hvert tilfælde ikke blevet spurgt!

Til V, SF og C: Det er ikke hele erhvervslivet i Frederikshavn Kommune, der ser negative ringe brede sig på grund af Erik Sørensens manglende indflydelse i det kommende byråd. Jeg håber I står fast på den nuværende aftale.
Jørgen Jensen, 03-12-09 19:08:
Stop nu denne magtkamp. Om det er Erik eller Lars der bliver Frederikshavns borgmester betyder intet i forhold til kommunens nuværende alvorlige krise.
Hvem sad på styret da krisen opstod? Da talte socialdemokraterne blot til 16, og så var den pot ude!
Nu kniber det med de 16, og så er der ingen ende på socialdemokraternes ønske om samarbejde og sammenhold i byrådet. Sikke dog en hodningsændring!
Lad os nu få dette her overstået således byrådet kan trække i arbejdstøjet. Der er meget at rette op på. En "ny kost" kan ikke skade mere end den "gamle".
Jørgen Giversen, 03-12-09 19:02:
Et stort tillykke til alle I, der er bag denne beslutning..........det er jo netop det vi alle har brug for....samling i stedet for spredning. Tak til erhvervsorganisationer og fagforeninger for deres initiativ.

Nu håber jeg, at de politiske partier forstår, at de fleste af kommunens borgere gerne ser et samarbejde om kommunens udvikling - et samarbejder der omfatter næsten - og helst alle - jer som vi har valgt.

Sammen er vi nemlig bedst.

Jeg håber.

Jørgen Giversen

Informationer til denne nyhed

Læst: 1264 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 3.5 af 5 fra 20 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
04-12 - V og C siger nej til nyt møde om ko...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder