Borgmester med gåsehud: En fantastisk oplevelse
Borgmester Lars Møller fik gåsehud, da han torsdag aften åbnede den 35. udgave af håndboldturneringen Rødspætte Cup i Arena Nord.
- Det er fantastisk og en stor overraskelse at opleve denne stemning. Vi skylder en stor tak til de mennesker, som 35 år i træk har arrangeret denne turnering, sagde Lars Møller.
Han formåede på glimrende vis at få de 4.500 spillere til at engagere sig i talen. Lars Møller henvendte sig direkte til hver af de fem nationer, hvorefter det var op til spillerne fra henholdsvis Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Danmark at "lave larm". Den kamp vandt Norge og Tyskland.
Lars Møller har ikke tidligere oplevet Rødspætte Cup, men han afslørede, at han formentlig ikke nøjes med åbningsceremonien.
- Vi har vores norske familie på besøg, så jeg regner med, at vi skal se nogle af kampe med de norske hold i løbet af påsken, sagde Lars Møller.





































