Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.09.2018 | Af: Michael Frederiksen

Borgmester satser igen på et bredt budgetforlig

Borgmester Birgit S. Hansen: - Budgettet er lidt kedeligt, men til gengæld rimeligt stabilt.
Et stort og bredt flertal er igen i år målet for borgmester Birgit S. Hansen (S), når det handler om Frederikshavn Kommunes budget.

 

- Det er bedst for borgerne. Det er bedst for kommunen, understreger borgmesteren.

Her til aften var der 1. behandling af budgettet, og politikerne skal spare 27 millioner kroner. Det har været kendt længe, for allerede i foråret begyndte kommunen at reducere rammerne i de forskellige udvalg med én procent - dog skal Børne- og Ungdomsudvalget kun spare en halv procent.

- Indtægter og udgifter er gået nogenlunde som forventet. Der er ingen gaver. Det er lidt kedeligt, men til gengæld rimeligt stabilt. Hvad skal vi så nu, når vi har reduceret rammerne? Ja, overordnet set er opgaven politisk lidt alvorligt sagt, at vi politikere skal vise, at vi er opgaven voksen. Vi skal lægge op til at få vedtaget et budget primo oktober, som fællesskabet kan være tjent med. Med det mener jeg, vi skal huske alle områder, siger Birgit S. Hansen.

Hun erkender, at mulighederne for at lægge nye udgifter ind er meget begrænsede.

- Så hvis der er områder, hvor vi ønsker eller er nødsaget til at øge udgifterne, må vi i store træk finde dem ved at flytte rundt inden for de rammer, vi nu har i budgettet. Ved at begyndte budgetarbejdet tidligt forår forebygger vi, at vi skal handle i panik og træffe hurtige beslutninger her tre måneder, inden budgetter træder i kraft, udtaler Birgit S. Hansen.

Frederikshavn kommune har et budget på 3,9 mia. kr.

- Vi står til ansvar for, at vi bruger dem klogt og husker alle opgaver. Børnene, de ældre, de psykisk syge, de handicappede, borgerne vi møder i arbejdsmarkedsområdet, hele park og vej, plan og myndighed, miljø, natur, borgerservice, asfalt og så videre. Bag hvert et tal er der et menneske. Vi har en realistisk tilgang til opgaven. Hvis der er ønsker om massive økonomiske investeringer uden at pengene tages fra andre, ja, så skuffer vi og kan ikke indfri forventningerne, lyder fra fra borgmesteren.

Frederikshavn Kommune er langt fra den eneste kommune, som skal spænde livremmen ind. Bare i Nordjylland lyder besparelserne i hver enkelt kommune på 11-123 millioner kroner. Frederikshavn er altså i den lave ende.

- Jeg vil gerne sende et klar signal. Kan vi finde økonomi ved at bytte rundt, for eksempel ved at finde en million fra ny lov om erhvervsfremme, ja, så går de til 0-6 års området. Finder vi mere, vil vi prioritere børnene. Til gengæld er jeg glad for, at vi i Frederikshavn Kommune fastholder penge fra velfærdspuljen til klippekortsordning, og at pulje til bemanding øremærket ældreområdet bliver i ældreområdet.

Socialdemokratiet har haft første runde med partierne og har lyttet til idéer og forslag. Efter aftens byrådsmøde fortsætter dialogen og jagten på et bredt budgetforlig.

Om ikke andet kan politikerne glæde sig over, at Frederikshavn Kommune har solgt den tidligere materielgård på Aalborgvej 93 i Sæby til Morten Stougaard, direktør i Cantona. Salget indbringer kommunen fire millioner kroner.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close