Britisk topscorer skal være publikumsyndling i WH
24-årige Craig Peacock fra Storbritannien spiller i den kommende sæson for Frederikshavn White Hawks, som har skyhøje forventninger til sin nye forward.
- Vi har store forventninger til Craig Peacock, der forventes at blive en publikumsyndling i Frederikshavn. En spiller, som vores fans godt kan begynde at glæde sig rigtig meget til, skriver White Hawks' på sin hjemmeside.
Det er første gang nogensinde, at en spiller fra Storbritannien tørner ud for Frederikshavn White Hawks. Craig Peacock blev i sidste sæson kåret til den bedste britiske forward i England, hvor han optrådte for Belfast Giants. En klub, han har repræsenteret siden 2009 og lavet hele 233 point for. Derudover var han topscorer på landsholdet for Storbritannien i den forgangne sæson.
- Craig har store ambitioner om at udvikle sig yderligere og er rigtig glad for den chance, han nu får i den bedste danske række. Det er en spiller med et kæmpe potentiale. Han har gode hænder og er en rigtig sniper. Der er ingen tvivl om, at Craig har evnerne til at komme til en endnu større liga end den danske, når han er færdigudviklet som ishockeyspiller, lyder vurderingen fra White Hawks.
Han er blevet tildelt trøjenummer 71 i Frederikshavn. Se Craig Peacocks statistik her.





































