Billedet her er fra 2010, hvor Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus opførte "Buddha the Musical".
Den populære engelske komponist Elton Johns smukke og indfølte trekantsdrama – AIDA – opføres for første gang i Nordjylland 10. og 11. februar på Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus.
I 2000 kunne Broadway lægge scene til premiereforestillingen på en virkelig stor musicalsatsning – nemlig Elton Johns fremragende AIDA.
Om en lille måned – 10. og 11. februar – vil netop den forestilling indtage scenen på Frederikshavn Gymnasium, båret af gymnasiets talentfulde solister, musikere, dansere og bakket op af EUC Nords elever på eventteknikeruddannelsen.
Det er som altid lektor Birgit Munch, der er projektleder, og hun glæder sig til opsætningen af denne fabelagtige pop/rock-musical, der baserer sig musikalsk på alt fra store flotte ballader over rocksoloer, til gospeltunes og reggaerytmer.
Og Elton Johns AIDA - med tekst af Tim Rice - appellerer til alle med hang til god popmusik.
Og historien bag musicalen er så stærk og universel, at det ikke er første gang, den er gjort klar til scenen. Den italienske komponist Giuseppe Verdis har således begået en opera af samme navn, der havde premiere juleaften 1871.
AIDA er nemlig en rendyrket Romeo og Julie fortælling, hvor to kulturer mødes og både had og kærlighed opstår.
Fordomme, manglende forståelse og indsigt i kulturelle forskelle – parret med den altid konflikt skabende imperietanke er årsag til konflikterne, men budskabet er at kærligheden overvinder alt.
Dermed ikke være sagt, at kærlighedshistorien ender lykkeligt. AIDA er ikke blot en eventyrfortælling til dels baseret på den franske egyptolog Auguste Mariette’s historie fra 1800-tallet ombearbejdet af Tim Rice til nutidstermer.
Det er også en fortælling om følelser, konflikter og problemstillinger vi alle kan møde universelt såvel som i Danmark i dag.
I forestillingens hovedtemaer, kærlighed og kultur, kan der drages mange paralleller til det moderne samfund og moderne konflikter. De er lige så centrale nu, som de var, da Shakespeare skrev Romeo og Julie.