Anne Lindfjeld - kendt fra bl.a. Voice og MTV - pryder alle plakaterne iført den nye Brynje-model.
Brynje A/S i Sæby gennemfører for tiden virksomhedens største Outdoor-kampagne i Danmark og Norge i virksomhedens 125 års historie.
Små 1000 placeringer på billboard og busser i Danmark & Norge danner her i april og maj rammen for en kampagne, der skal få de mange brugere af sikkerheds- og jobfodtøj til at genkende logo og få Brynje på nethinden som et potentielt navn for det næste køb.
- Kampagnen er en branding-kampagne, hvor vi ønsker at få vores gode navn frem i gadebilledet. Vi er den største leverandør af sikkerheds- og jobfodtøj i Danmark, og med 125 års erfaring ved vi, at produkterne virker. Men på en mere aggressiv måde ønsker vi nu en mere målrettet kampagne på vores to største markeder – nemlig Danmark og Norge, udtaler salgs- og marketingchef Michael Raunholt.
Brynje har det seneste år allieret sig med Anne Lindfjeld som model på både Outdoor og kalendere. Anne er kendt som vært på Voice, MTV, medvært på Danish Metal Award samt et utal af model jobs. Anne pryder alle plakaterne iført den nye Brynje-model.
- Det er klart, at vi ønsker at sende et budskab, der skal ramme den yngre købegruppe. Trods Brynjes 125 år på bagen er vi i dag produkt- og designmæssigt med helt fremme i udviklingen af fodtøj, hvor alle nye komponenttyper og designmæssige trends er elementer i Brynjes fodtøj, siger Michael Raunholt.
Udviklingen går efter smartere og letter fodtøj, også når man taler om det fodtøj, Brynje producerer. Men valget af fodtøj afhænger dybest set efter, hvilken jobtype man har, og Brynje gør meget ud af at fortælle vigtigheden i at vælge det rette fodtøj, da netop Sæby-virksomhedens produkter er de sko, folk anvender absolut mest rent tidsmæssigt.
Brynjes fodtøj sælges igennem et bredt forhandlernet i Danmark, typisk forhandlere indenfor værktøj, trælast, jern, stål eller auto grossister. Desuden har Brynje eksport til hele Norden samt en række europæiske lande.