Bulldogs imponerer med 7-4 sejr over topholdet
Frederikshavn Bulldogs mænd rejste sig på flotteste vis efter sidste weekends 5-12 lussing i floorball-lokalopgøret mod Outlaws. Fredag aften besejrede Bulldogs topholdet Brønderslev Hot Shots 7-4.
Cheftræner Glenn Wiman så meget frem til dagens kamp. For første gang i sæsonen var truppen skadesfri, og for første gang havde træneren selv haft mulighed for at tage ansvar for træningen hele ugen. Glenn er nu færdig med sin uddannelse og er flyttet til Frederikshavn.
Bulldogs kvitterede for ugens gode træning og leverede en super præstation.
Brønderslev taber sjældent, men de rendte ind i sæsonens første nederlag i lørdags, og rygterne ville vide, at det var en såret kæmpe, som kom på besøg i Abildgårdhallen.
Hot Shots havde bolden meget, men virkede ineffektive og til tider modløse uden taktiske modtræk. Så meget vigtigere var det, at hjemmeholdet gik respektløst til opgaven og gennemførte det taktiske oplæg, der var lagt for kampen.
Glenn Wiman udtalte efter kampen, at han var imponeret over, at spillerne formåede at leve op til oplægget hele kampen - mest overrasket var han over den nykomponerede såkaldte tredje kæde, der blev brugt til aflastning gennem hele kampen og udførte dette arbejde perfekt.
Hot Shots hjemmeside skriver:
"En ringe indsats, og vel nok den dårligste Hot Shots-kamp i flere år. Vi kan ikke tillade os og lave flere af disse pinlige episoder i fremtiden. Meget få spillere kan være deres indsats bekendt. Alt i alt en flot og fortjent sejr til Frederikshavn Bulldogs.
Kilde: www.bulldogsfc.dk og www.hot-shots.dk





































