Frederikshavn Bulldogs jubler efter 8-3 sejren over FC Rødovre.
Med en sikker 8-3 sejr i DM-finalen over FC Rødovre erbrede Frederikshavn Bulldogs' kvinder lørdag eftermiddag deres femte DM-titel på seks år. Bulldogs satte allerede tingene på plads i første periode, hvor holdet bragte sig foran med 4-0.
Inden tredje periode var stillingen 6-0, og midtvejs i tredje periode førte frederikshavnerne med 8-1, inden FC Rødovre mod slutningen "fik lov til" at reducere et par gange.
Målscorere for Bulldogs: Cecilia Di Nardo 2, Karen Vester 2, Gitte Svendsen, Camilla Sørig, Malene Falster og Mette Faurholt.
Karen Vester fra Bulldogs blev kåret til kampens spiller. Mette Faurholt, Malene Falster og Cecilia Di Nardo blev alle udtaget til årets hold, og Malene Falster fik samtidig titlen som årets spiller. Herudover blev Jasmin Damm udnævnt til årets fund.
Bulldogs har været mere end suveræn i denne sæson. Holdet har vundet alle kampe. I grundspillets 15 kampe lød målscoren på 169-18 (11-1 i snit). I de to kvartinaler mod Herlev vandt Bulldogs med samlet 24-4, og i semifinalerne blev ÅFS Floorball slået med samlet 17-1 i to kampe.
"Hundehusets" cafeteria åbner lørdag aften, så alle kan fejre pigernes DM-guld. Det forventes, at bussen ankommer til Abildgårdhallen kl. 20.15. Trekvarter senere serveres der pizza fra Restaurant Empire - dig kun til dem, der har tilmeldt sig. Herudover vil der være masser af fest, farver og god musik - samt drikkevarer til favorable priser.
Kanal Frederikshavns optakt til finalen:
Frederikshavn Bulldogs kan lørdag vinde sit femte danske floorballmesterskab for kvinder på bare seks år. DM-finalerne afvikles i Aalborg Stadionhal. Bulldogs møder i finalen Rødovre FC.
- At vi nu for sjette år i træk spiller DM-finale bekræfter os i, at det arbejde vi gør omkring dameholdet, er godt. Specielt har vi formået løbende at tage ungdomsspillere med op på holdet, udtaler Bulldogs' holdleder, Morten "Luffe" Pedersen.
Da finalen spilles lørdag kl. 13.30 i Aalborg håber Bulldogs, at klubbens trofaste fans, familie og tilhængere støtter holdet i denne årets absolut vigtigste kamp.
- Det er skønt at kunne give vores hjemby, Frederikshavn, en positiv meddelelse fra kvindesportens verden. Vi håber, at vi lørdag giver publikum samt modstanderne fra Rødovre FC en floorballoplevelse, som de sent glemmer. Det er denne kamp, vi svedt og kæmpet for til alle vores træninger og kampe i et helt år. Nu skal belønningen hentes hjem, siger holdets anfører, Mette Faurholt Jensen.