Gå til hoved-indhold
16. januar 2011 - kl. 02.01

Bulldogs-mænd vinder over AaB - damerne tabte

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Heidi Nyholm Rasmussen

Frederikshavn Bulldogs' damer tabte for anden gang på kun fire dage på straffeslag. Denne gang i topkampen hjemme mod AaB. Bulldogs herrer vandt til gengæld med 5-2 over AaB efter en forrygende tredje periode.

Herrerne vandt over AaB Floorball med 5-2 (1-2, 0-0, 4-0). Cheftræner Martin Schön fortæller om kampen:

Det var en meget jævnbyrdig første periode, hvor begge hold havde gode målchancer, men to gode målmænd holdt bolden ude af nettet i lang tid. Efter 9,08 bringer Bulldogs sig foran med 1-0 på mål af Jeppe Skaarup Kristiansen, men der går kun fire minutter, så har AaB udlignet til 1-1. Herefter har begge hold flere gode chancer for at tage føringen, men vi skal helt hen til 19,33, før det lykkes AaB at bringe sig foran med 2-1, og dette endda mens de har en mand udvist. Vi kom ikke op på det niveau, vi kan spille på i denne periode, så vi var ikke tilfredse.

Anden periode fortsætter som den første med mange chancer, men to rigtig gode målvogtere gør, at perioden ender 0-0.

Tredje periode starter vi med at spille i undertal, og vi havde i pausen snakket om, at vi skulle komme igennem det uden scoringer imod os og derefter forsøge at arbejde os ind i kampen igen målmæssigt set. Vi klarer box-playet, uden at AaB scorer, og derefter får vi to gyldne muligheder, da vi først spiller 5 mod 3 og derefter 5 mod 4, men her lykkes det os ikke at score. Vi havde mange afslutninger på mål, men igen holdt AaB’s målmand dem flot inde i kampen.

I tiden 6,36 lykkes det os at få udlignet til 2-2, da Dannie Pedersen scorer uden assist. Og bare 17 sekunder senere bringer vi os foran med 3-2 på mål af Niklas Juul Jensen assisteret af Michael Berggren Jensen. Herefter skal vi hen til 14,17, inden vi scorer til 4-2, og de sidste minutter bliver spændende, da AaB tager målmanden ud og sætter pres på med 6 udespillere - men Rickard Johansson i Bulldogs-målet spiller sin bedste kamp hidtil og redder, hvad der kommer.

Og med kun 4 sekunder tilbage af kampen får vi scoret til 5-2 i et tomt AaB-mål. Det er Niklas Juul Jensen, som scorer målet med assist af Mathias Christoffersen.

Det var en rigtig god sejr for os, hvor vi får vist, at vi aldrig giver op.

Vi har nu spillet to gange mod AaB Floorball, to gange mod Team Århus og én gang mod Kvissel, som er de tre andre tophold, og vi har taget 14 ud af 15 point, hvilket er rigtig godt. Vi har nu to hårde kampe i træk - først en udekamp mod Kvissel på lørdag og ugen efter møder vi Århus ude.

Dame Liga holdet var også i aktion

Bulldogs-pigerne var også på en svær mission lørdag eftermiddag. Også de mødte AaB Floorball, og det var et revanchelystent Bulldogs-hold, som gik på banen. Sidste gang de to hold mødtes var i pokalsemifinalen, og her trak AaB det længste strå efter en tæt og spændende kamp.

Og dagens kamp blev også en rigtig gyser. Efter en målløs første periode bringer Bulldogs sig foran syv minutter inde i anden periode på mål af Cecilia Di Nardo med assist fra Gitte Svendsen, men AaB får udlignet til 1-1 efter 15 minutter, og dette er også stillingen efter anden periode. Fem minutter inde i tredje periode bringer AaB sig foran, men blot to minutter efter scorer Cecilia Di Nardo igen og udligner dermed til 2-2. Denne stilling holder resten af kampen og dermed skulle der spilles forlænget spilletid – for anden gang på en uge, da Bulldogs-pigerne også i onsdagens kamp mod F.C. Outlaws endte i forlænget.

10 minutter forlænget spilletid blev det til – men ingen scoringer og dermed skulle kampen afgøres på straffeslag. Begge hold brænder de første fire straffeslag, men det lykkes AaB at score på sit sidste forsøg – og dermed var der pres på Bulldogs’ sidste straffeskytte, som skulle score for at holde Bulldogs inde i kampen. Det blev desværre ikke til en scoring og dermed måtte pigerne nøjes med 1 point for dagens kamp, mens AaB kunne tage hjem med to point og dermed også en førsteplads i damernes liga, tre point foran Bulldogs, som dog har spillet en kamp mindre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...