Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
02.01.2012 | Af: Annemarie Bang

Butik i gågaden vælger at holde lukket om tirsdagen

Kronen på Værket i Danmarksgade går nye veje.

Butikken Kronen på Værket i gågaden i Frederikshavn vælger i januar, februar, marts og muligvis noget af april at holde lukket hver tirsdag.

 

- Den absolut største handel ligger faktisk slet ikke i juletiden, men i ferietiden. Handlen med turister i det hele taget. De køber stort set alt i Kronen på Værket. Møbler, puder, lamper, tøj, smykker og alt i stort og småt af boligtilbehør. Derfor er jeg/vi nødt til at være 100 procent til stede i de perioder, der er gæster i byen. Vi ville egentlig gerne være det endnu mere, hvis bare flere var med på det - vedholdende! - og ikke mindst, hvis både lokale, hoteller og turistbureau var med til at oplyse om det, siger Annemarie Bang, indehaver af Kronen på Værket.

En anden meget væsentlig faktor til tirsdagslukningen er dels nethandel og dels lokales stigende "bevægen" sig uden for byen for at handle.

- Det har en enorm betydning for de lokale butikkers eksistens. Rigtig mange gange oplever man ligefrem, at frederikshavnere ikke er klar over, hvad der kan købes i deres egen by. Hvilke mærker, der forhandles og hvilke butikker, der findes. Da jeg i julen 2010 oplevede, hvor stor en del storcentre og ikke mindst nethandel tog af "mine" potentielle kunder, besluttede jeg at tage noget af den andel tilbage i form af en egen nethandel. Men et sådant "skifte" kræver mange arbejdstimer, og med de erfaringer, der nu er gjort med netbutikkens spæde start, skal den nu tunes til for alvor at kunne gøre sig gældende, siger Annemarie Bang.

Hun mener, at Frederikshavn som handelsby står mellem to stole ved både at være en lokalt forankret mellemstor by med industri, havn med mere og at være en turistby, som ovenikøbet er "badeby" om sommeren.

- Godt fem år som bosiddende og handlende har kun gjort mig mere undrende over, at der ikke sættes mere pris på de gæster, vi har, og det miljø, midtbyen kan og skal byde på. Også at der ikke satses kraftigere og mere målrettet på disse miljøer. Sjovt nok er det ofte meget modsatrettede meldinger, jeg får fra gæster kontra fastboende. Gæster - både udenlandske og danske - siger, at byen er super at handle i, masser af gode butikker og en del spændende af disse (bare for mange smækkede døre i højsæson), mens mange lokale synes, at byen slet ikke er spor tiltrækkende og som sagt ofte slet ikke er orienterede om, hvad de egentlig kan købe her, mener Annemarie Bang.

- Lad dette være dels en opfordring til sammen at arbejde for, at det frederikshavnske handelsliv og ikke mindst de levende butiksmiljøer skal bestå. Er man mere interesseret i dette emne, kan man læse om 12 meget gode grunde til at bevare det lokale butiksmiljø og give sit besyv med her. Og dels en anmodning om forståelse for skridtet med at holde en ugentlig lukkedag i de meget stille perioder, siger hun.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Annemarie Bang

FOTO: Annemarie Bang

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 982 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.3 af 5 fra 7 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder