Gå til hoved-indhold
27. oktober 2014 - kl. 04.10

Bygma i Frederikshavn lukker sit byggemarked

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Omkring 4000 kunder besøgte Bygma på Suderbovej 24. maj i år, men nu lukker byggemarkedet.
  • 4 af 4
    Omkring 4000 kunder besøgte Bygma på Suderbovej 24. maj i år, men nu lukker byggemarkedet.
Af: Michael Frederiksen

Bygma lukker sit byggemarked i Frederikshavn, men fortsætter dog med sin trælast og håndværkerbutik. De otte medarbejdere i byggemarkedet blev orienteret om lukningen for nogle dage siden.

- Vi må konstatere, at vi ikke kan få gang nok i hjulene og skabe den omsætning, som vi er afhængige af for at køre et byggemarked, hvor kunderne får en god service, siger dirketør Christian Maysfelt, Bygma i Frederikshavn.

Fremover satser Bygma i Frederikshavn på at betjene de professionelle håndværkere og semi-professionelle - det vil blandt andet sige dem, som selv renoverer deres huse, laver nyt køkken og så videre.

Fru Thomsen og hr. Sørensen må derimod finde andre steder, når de eksempelvis skal købe nye havemøbler eller grill. Specielt sidstnævnte er Bygma i Frederikshavn kendt for. Anført af Søren Jensen har Bygma flere år i træk afviklet Weber-arrangementer, som trak mange mennesker. Det kulminerede i maj, hvor op mod 4.000 mennesker besøgte Bygma i Frederikshavn.

- Det arrangement var en stor succes, men efter en måned var effekten på vores omsætning væk. Søren og Michael (Bang Brix, byggemarkedschef, red.) sørgede også for, at vi var med til Rock i Frederikshavn, og de lavede andre fine tiltag, men det var ikke nok til at vende udviklingen, blandt andet fordi vi også er presset af stigende handel på nettet. Folk køber varen, hvor den er billigst, udtaler Christian Maysfelt.

Frederikshavn er langt fra den eneste by, hvor Bygma må konstatere, at omsætningen i byggemarkedet er utilfredsstillende. I andre byer bliver der lavet en såkaldt combi-butik, hvor byggemarked og trælast slås sammen. Den løsning mener Christian Maysfelt dog ikke er velegnet i Frederikshavn.

Her vælger man i stedet for at lukke byggemarkedet og udvide sit sortiment i håndværkerbutikken. Byggemarkedet forventes at holde åbent resten af året, og de varer, som ikke bliver solgt, vil formentlig blive sat til salg i løbet af et par weekender i foråret.

Alle otte medarbejdere i byggemarkedet er sagt op. Fem af dem er fuldtidsandsatte. Bygma i Frederikshavn har derudover 15 medarbejdere.

Bygma lå i mange år på Højrupsvej, men flyttede i 2009 op på Suderbovej. Bygma vil forsøge at udleje de 2000 kvadratmeter, som byggemarkedet i dag ligger i. Butikslokalet er på 1500 kvadratmeter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...