Byråd vil forbedre sine arbejdsbetingelser
Gennem de seneste uger er medlemmerne af Frederikshavn Byråd blevet interviewet om, hvordan de har oplevet betingelserne for det politiske arbejde i den tid, der er gået siden kommunesammenlægningen.
KL’s konsulentvirksomhed har interviewet byrådsmedlemmerne og samlet resultaterne i en rapport, der dannede udgangspunkt for en debat mellem politikerne på et evalueringsseminar tirsdag 26. maj.
- Arbejdsvilkårene for byrådspolitikere er ikke tilfredsstillende. Der er alt for stort arbejdspres, og det belaster mange. Det vil vi gerne gøre noget ved i Frederikshavn Kommune, og derfor har vi rettet fokus på, hvordan vi kan forbedre vilkårene for byrådsarbejdet fremover, siger borgmester Erik Sørensen.
Byrådspolitikerne drøftede i grupper centrale temaer, som var kommet frem under interviewrunden. Grupperne diskuterede blandt andet mulighederne for at gøre noget ved:
• de kulturelle forskelle og/eller udnytte forskellighederne positivt
• det voldsomme tidspres, som mange oplever
• byrådets arbejdsform
• den politiske udvalgsstruktur
• samspillet med administrationen og klarhed over rollefordelingen
Byrådspolitikerne i Frederikshavn Kommune er enige om, at trykket skal tages af tidspresset. Flere grupper pegede på, at en forenkling af mødestrukturen, færre og kortere møder samt bedre koordinering mellem møderne kunne afhjælpe problemet. Flere pegede også på, at en forenkling af udvalgsstrukturen med færre og større udvalg kunne være en del af løsningen.
- I dag har vi fået en meget vigtig og værdifuld drøftelse af de muligheder, vi ser, og resultaterne af dagens konstruktive debat vil indgå i det videre arbejde, udtaler borgmester Erik Sørensen.





































