Gå til hoved-indhold
05. december 2011 - kl. 02.12

Byrådet er mest for voksne - drop lottotallene

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Carsten Sørensen (t.v.) fra Dansk Folkeparti havde åbenbart meget travlt med at tjekke lottotallene under det seneste byrådsmøde.
Af: Peter Bagge-Nielsen

Peter Bagge-Nielsen har skrevet dette indlæg: På byrådsmødet i onsdags oplevede jeg en spændende politisk aften med mange interessante emner på dagsordenen. Jeg havde glædet mig til at overvære byrådsmødet og jeg blev ikke skuffet.

Socialdemokraternes Birgit Hansen har kaldt byrådet for en børnehave. Jeg vil da indrømme, at der var enkelte barnlige elementer under byrådsmødet, men jeg synes ikke, at det var det afgørende indtryk, der stod tilbage.

Under byrådsmødet hæftede jeg mig dog ved, at flere af de meget erfarne politikere havde meget let ved at blive sure. Der blev stillet spørgsmål til den kommunale håndtering af forskellige opgaver og håndtering af udbud. Alligevel blev spørgsmålene flere gange besvaret, hvor der blev gået efter manden i stedet for bolden. Det synes jeg ikke var i orden.

Når man har en betroet stilling i den politiske verden, så er det ikke hensigtsmæssigt at være tyndhudet. Uanset den politiske overbevisning. Man skal forvente kritiske spørgsmål og i respekt for demokratiet bør man altid kunne svare nøgternt og beredvilligt på disse. Også selvom man synes, at spørgsmålene er irriterende.

Helt utroligt var dog socialdemokraternes Erik Kyed Trolles stillingtagen til spørgsmålene omkring udbud og fordeling af opgaver i kommunen. Det synes Erik Kyed Trolle var skandaløst og under byrådets værdighed. Erik Kyed Trolles synspunkt var, at det kunne tolkes som kritik af medarbejderne i forvaltningen.

Muligvis, men en professionel håndtering af sagen og åben diskussion af området er jo den eneste måde at fjerne en mistanke på og komme videre. Det er klart at detailplanlægningen så efterfølgende skal håndteres i de politiske udvalg. Under punktet blev der som afslutning på en længere debat stillet et mindeligt og fornuftigt forslag fra de konservatives Peter Nielsen om, at kommunens udbudspolitik skulle gennemgås. Erik Kyed Trolle valgte dog uanfægtet, som eneste medlem af byrådet, at stemme imod. Byrådets øvrige 30 medlemmer stemte for.

Byrådet handlede naturligt nok meget om økonomi og bl.a. syntes Socialdemokraterne og Liberal Alliance, at der burde bevilges 0,5 mio.kr. ekstra til fremme af turisme. Det var socialdemokraternes Erik Sørensen, der holdt en salgstale for synspunktet om at øge de i forvejen meget store tilskud til turismeerhvervet, der pt. udgør i alt 10 mio.kr. årligt. Og kort tid efter opfordrede samme Erik Sørensen borgmester Lars Møller til at være ekstra påpasselig med pengene i kommunen og konstaterede bl.a., at kommunen endnu ikke er færdig med at rette op på økonomien. Det synes jeg egentligt var morsomt.

Til gengæld synes jeg ikke, at det var sjovt at se, Dansk Folkepartis to mandlige byrådsmedlemmer under byrådsmødet mest var interesseret i resultaterne af trækningen i Onsdagslotto. Hvis de har et ønske om at blive genvalgt, kræver det vist en helt anden indstilling.

Borgmester Lars Møllers gennemgang af budgetopfølgningen for tredje kvartal og Venstres Jens Ole Jensens analyse af udviklingen af økonomien i kommunen synes jeg var spændende. Der bliver gjort en betydelig indsats for at sikre god ledelse og overvågning af, at kommunens økonomi bevæger sig i den rigtige retning. Og det blev konstateret, at udvalgene havde taget ansvar og sikret de nødvendige besparelser. Der var også bred enighed i byrådet om at fortsætte fokus på at sikre en sund økonomi, hvilket jeg synes, var meget opmuntrende.

Så alt i alt var det både spændende og lejlighedsvist morsomt at være til byrådsmøde i onsdags.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...