Byrådet sagde ja til salg af to kommunale grunde
Byrådet i Frederikshavn Kommune godkendte i aftes salg af to kommunale grunde i Frederikshavn og Skagen, og politikerne vedtog desuden en lokalplan, som betyder, at Sæby får et nyt byggemarked på 1200 kvadratmeter.
En hjørnegrund i Harald Lunds Gade 11, hvor der i dag er 12 parkeringspladser, er solgt til Colosseum Ejendomme A/S, ved Brian Severinsen, for 300.000 kroner.
Kommunen modtog kun ét bud på denne grund, og det kom altså fra Colosseum Ejendomme, der endnu ikke ønsker at oplyse, hvad grunden skal bruges til.
På modsatte side har ejendomsselskabet stået bag opførelsen af Burger King, så det er nærliggende at tro, at der er en sammenhæng. Der må ikke bygges på grunden i Harald Lunds Gade.
Et 23.000 kvadratmeter stort område på Buttervej i Skagen er solgt til Skagen Aquaculture Partnerselskab for 805.000 kroner. Det er planen at etablere et saltvandsdambrug. Virksomheden har base i Aarhus og ejes af Esben Bøje Jensen. Enhedslisten stemte imod salget.
Endelig blev en lokalplan vedtaget, som ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger baner vejen for, at Jem & Fix kan etablere sig på Ålborgvej 100 i Sæby.