Søren Kristiansen forstår ikke, hvorfor de udviklingshæmmede skal udsættes for det pres, som det er at arbejde i en café i gågaden.

Først og fremmest vil jeg godt lige pointere, at den her sag ikke har noget og gøre med, at restaurationsbranchen ikke vil tage medansvar i og løse problemerne for folk med handicap.

For Kaffelagerets vedkommende blev der i forbindelse med ombygningen investeret adskillige tusinde kroner i adgangsforhold og toiletforhold for netop de handicappede, hvilket da også betød at De samvirkede Invalideorganisationer indstillede og gav restauranten en pris i 2007.

Jeg har undersøgt sagen hos Restaurationsbranchens brancheorganisationer, og her er svaret ganske klart. Det er i den form, det er offentliggjort, ikke lovligt.

Jeg har ligeledes talt med både Randers og Hjørring kommune, der bruges som sammenligning af Bruno Muller, og de kan ikke nikke genkende til sammenligningen med deres projekter.

I Randers har man et hus, hvor folk med handicap af den ene eller anden slags arbejder med en masse ting, som sælges i en butik i huset, og i den forbindelse er der lavet en café med meget begrænset sortiment og begrænsede åbningstider. Caféen ligger ikke i nærheden af bymidte eller gågade.

I Hjørring har man en café, hvor psykisk handicappede sælger hjemmelavet kage, kaffe og sodavand. Her er ikke ansat hverken kok eller andre. De sælger det, de kan lave selv. Man har forsøgt og udvide med en café ved teatret, men den blev skudt i sænk af politikerne, netop fordi man mente, at man nu gik ind og konkurrerede med et eksisterende erhverv.

Jeg synes ærlig talt, det er sjofelt og sammenligne disse projekter med det, man vil lave i Frederikshavn.

Jeg kan - med det kendskab jeg har til restaurationsbranchen - også undre mig over, at man vil udsætte folk med psykiske problemer for det pres, der vil være i en café med adgang for alle i en gågade.

Hvis folk kommer ind fra gågaden og betaler for en ydelse/vare, så er de fløjtende ligeglade med projektets gode intentioner, og hvordan får vi informeret udenlandske turister om, at de nu er en del af et kommunalt projekt for folk med psykiske handicap?

De gode intentioner tager jeg hatten af for, men måden man vil hjælpe disse mennesker på, kan jeg slet ikke forstå overhovedet er oppe til overvejelse. En del af de mennesker, jeg har talt med i de andre kommuner, synes ligefrem, det er en gammeldags og umoderne måde og gøre det på. Det har mange kommuner prøvet før uden held.

"Byens restauratører kunne bare have slået til" siger Bruno Muller til Kanal Frederikshavn.

Nu er det sådan, at lejemålet slet ikke har været udbudt til leje, og fonden har slet ikke taget stilling til, hvad der skal ske endnu. To restauratører har uafhængig af hinanden sagt til mig, de har hørt på stedet, men huslejen og den store etableringsomkostning (4-5 mio.) gjorde, de stod af.

Vi risikerer, at kommunen om kort tid står med endnu et lejemål, der er kastet en masse penge i og derfor vil belaste vores hårdt prøvede økonomi til ingen verdens nytte.

Jeg har brugt tid på det her, og jeg kan forstå, forvaltningen også har. Tid, som alle kunne have brugt til noget andet. Det er fint, der bliver kastet en masse bolde i luften, men skal vi ikke undersøge muligheder med mere, inden vi går alt for langt med dem?

Jeg tror, borgerne er trætte af alle disse projekter, der bliver sat i søen og som koster penge, uden de bliver til noget - eller i bedste fald bliver til noget, der er halvgående.

Jeg ved godt, jeg risikerer øretæver for det her, men hellere det end bare vende det døve øre til og stå ude på sidelinjen og holde mund.

Sådan en sag her er en af grundene til, at jeg stiller op til byrådet. Først bliver jeg vred over sådan noget overhovedet kommer på tale, så bliver jeg nysgerrig over, hvordan det overhovedet kan komme så langt i systemet, uden man har overvejet konsekvens, følger, lovlighed osv.

Ved godt, det er "træls", nogen sætter sig ind i tingene, men sådan er jeg nu engang skruet sammen, hvis jeg synes, noget trænger til og blive undersøgt og belyst.