Cæcilie Norby i koncert med Sæby Big Band
Sangerinden Cæcilie Nordby er årets kendte gæst, der torsdag 15. december medvirker i Sæby Big Bands julekoncert. Det er syvende gang, at det lokale Big Band inviterer indenfor til Jazz By Christmas.
Cæcilie Norby har gennem masser af år været kendt i det ypperlige jazzmiljø - ikke bare i Danmark, men også i det store udland. Hun er og har gennem mange år været jazzsangerinde i masser af sammenhænge og med nogle af jazzens største navne.
I Big Band-sammenhænge har hun ved mange lejligheder optrådt sammen med DR Big Band og Klüvers Big Band, og så har hun udgivet en række albums i løbet af årene. Det allerseneste, Arabesque, blev nomineret til Danish Music Awards 2011 i kategorien Bedste Danske Jazzudgivelse.
Koncerten finder sted torsdag 15. december kl. 20.00 i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Billetter á 195 kr. kan købes i Det Musiske Hus og på www.billetnet.dk.
Der er stor interesse for koncerten, og der er allerede solgt en del billetter, hvorfor Sæby Big Band opfordrer alle interesserede til holde sig til.
Cæcilie Norby kommer allerede dagen før koncerten og prøver med orkestret. Endvidere vil hun lave workshop med orkestrets rytmegruppe og øvrige vokalister.
Programmet til koncerten bliver ca. 20 numre, hvoraf en del vil være kendte juletemaer arrangeret for Big Band. Andre numre bliver fra Cæcilie Norbys øvrige repertoire. Og andre igen nogle af big bandets tidligere spillet arrangementer. Således bliver det dels en koncert featuring Cæcilie Norby, men hvor også instrumentalnumre bliver fremført, ligesom orkestrets øvrige sangere kommer på banen, både med og uden gæst.
Koncerten er chancen her til jul for at opleve et veloplagt nordjysk big band i Frederikshavn med en stor dansk kunstner. Orkestret har været heldige, og ser man Cæcilie Norbys koncertprogram igennem, finder man ganske sjældent, at hun optræder med amatørorkestre.
Sæby Big Bands hjemmeside: www.saebybigband.dk.





































