Café Victory i gågaden i Frederikshavn lukker
Café Victory i gågaden i Frederikshavn lukker. Det oplyser caféejer Annemette Langthjem på Facebook.
- Det er med et grædende hjerte, at jeg fortæller jer, at cafeen lukker. Coronaen har desværre ramt os hårdere, end vi forventede, og derved overlevede vi ikke denne sidste nedlukning, forklarer Annemette Langthjem og fortsætter:
- Vi holdt fast, gjorde, hvad vi kunne og søgte al den hjælp, der kunne søges, men desværre ikke nok til, at vi som "ny" cafe kunne holde hovedet over vandet længere.
Café Victory lukker caféen, men fortsætter med at dele opskrifter og inspiration på Facebook og Instagram. Caféen var især kendt for sine flotte kager.
- Og hvem ved. Måske ses vi igen en dag. Vi har været så glade for jeres besøg, og at I ville være en del af vores familie. Vi håber, I vil forblive en del af det og hjælpe os positivt videre, siger Annemette Langthjem.





































