25.12.2011 | Af: Kanal Frederikshavn
5.000 kroner fra Kanal Frh. til Canada-drengene
Her overrækker Mike Grey fra Kanal Frederikshavn en check til Frederik Bøgil og Martin Siim samt en del andre fra Canada-drengene på kr. 5.000,- |
1. juledag kl. 23.45 mødes 27 forventningsfulde spillere og 15 forældre, da de skal på 12 dages drømmetur til Toronto i Canada.
For et år siden lavede Canada-drengene og Kanal Frederikshavn et samarbejde om salg af White Hawks-kalendere. Det udløste en check på 5.000 kr., som blev overrakt til drengene ved deres juleafslutning.
I to år har spillere og forældre arbejdet hen imod denne tur. De har lavet en del forskelligt arbejde for at få råd til rejsen til Canada, som altså strækker ind i det nye år.
De sætter sig i bussen 1. juledag om aftenen for at køre til Hamburg, hvor turen via Frankfurt går til Toronto. Når drengene ankommer til Toronto, bliver de privat indkvarteret, mens ledere og forældre bor på hotel. Drengene skal bo på samme hotel fra 30. december.
De skal opleve en masse spændende ting i Canada og USA.
Selvfølgelig skal de deltage i en hockeyturnering i hockeyens moderland, men især årets sidste dag får samtlige deltagere en på opleveren.
Først starter de med at besøge CN Tower, som indtil 2007 var verdens højeste bygning. Herefter går turen til hockeyens Hall of Fame, som er en "must see" attraktion, når man bare kender lidt til ishockey. Så byder dagen på Niagara Falls, og slutteligt skal de overvære NHL-kampen mellem Buffalo Sabres og Ottawa Senators, som har danske Peter Regin på holdet.
Deltagerne skal også opleve en AHL-kamp og på en mindre skitur til Collingwood på deres drømmetur.
Kanal Frederikshavn ønsker samtlige deltagere en rigtig god tur.