Capacent IKU flytter fra posthuset til FME
Efter at have haft kontor et par år oven på posthuset er Capacent IKU flyttet ind i Frederikshavn Maritime Erhverspark. En af virksomhedens vigtigste opgaver er at aktivere de ledige, som Jobcenter Frederikshavn henviser.
- Vi skal hjælpe de ledige med at få et arbejde, og der mener jeg – uden at sige noget dårligt om jobcentrene – at vi er bedre end dem, fordi vi har bedre tid til den enkelte og dermed kan gå mere i dybden. Vores serviceniveau er højere, og det, at vi er en privat virksomhed, tror jeg, medvirker til, at de ledige har en mere positiv opfattelse af os. Vi lærer hinanden at kende og klæder derfor den ledige bedre på til at søge job, siger regionschef Johnnie Møller Knudsen.
Han har ansvaret for dagpengeområdet på Capacent IKUs 11 kontorer i Nord- og Midtjylland, hvor man p.t. håndterer omkring 400 ledige, heraf et halvt hundrede i Frederikshavn, hvor Lone Rørbæk er daglig leder på kontoret i FME.
Med en stigende ledighed lyder Capacent IKU som en god forretning med en stor fremtid. Det er dog ikke et billede, som Johnnie Møller Knudsen helt kan genkende.
- Vi er i stor udstrækning bonuslønnet, så i en periode med flere arbejdsløse skal vi for alvor vise, at vi kan vores håndværk. Vi får først vores penge, når vi har skaffet den ledige i arbejde/ uddannelse, eller når vi har fundet en løntilskudsplads i en privat virksomhed, udtaler regionschefen.
Capacent etablerede sig i Danmark i 2006 som resultat af en fusion af KPMG Advisory, LogistikGruppen A/S og Epinion A/S. Capacent specialiserer sig i forretningsområderne Research, Consulting og People. Capacent har hovedsæde i Hellerup og har - efter fusionen med IKU - cirka 300 medarbejdere i Danmark.
IKU har eksisteret siden 1987 og er i dag en førende konsulentvirksomhed inden for human ressource-området. IKU har hovedsæde i København og 30 kontorer fordelt over hele landet.






































