Gå til hoved-indhold
15. september 2011 - kl. 23.09

Carpark North: Storslået, dynamisk og medrivende

  • 1 af 4
    FOTO: Leif Jensen
  • 2 af 4
    FOTO: Leif Jensen
  • 3 af 4
    FOTO: Leif Jensen
  • 4 af 4
    Carpark North roste de nye omgivelser i Maskinhallen.
Af: Leif Jensen

- Skal vi ikke bare blive enige om, at det er ligegyldigt, hvem der stemmer hvem og bare holde en ordentlig fest, opfordrede Carpark North fra scenen. Den var folk i salen straks med på, så der var absolut ingen mudderkastning eller tomme løfter blandt de fremmødte i den udsolgte musiksal i Maskinhallen.

Samtidig blev der så afsløret, at folkene på scenen havde været noget spændte over forløbet af netop denne koncert, da der for et par uger siden blev udskrevet Folketingsvalg på selv samme dato. Men det skulle hurtigt vise sig, at der overhovedet ikke var noget af være nervøs over. For salen var fyldt med glade mennesker - og der er altså plads til 350 personer.

Præcis klokken 21.00 kom der gang i trommerne og første nummer ”Burn It” bragede ud af højtalerne i et inferno af lyd og lys. Åbningsnummeret blev straks efterfulgt af ”Best Day”, og så var stilen ligesom lagt, og der var allerede dømt fællessang ved koncertens tredie nummer, ”Beasts”. De kan spille de her unge mennesker. Storslået, dynamisk og medrivende.

I en klassisk bandopsætning med Lau Højen i midten med guitar og mikrofon, Søren Balsner til venstre på bas, keyboard og synth, Anders Birk til højre med guitar og keyboard og Morten Thorhauge bag trommerne i baggrunden på en lille repos, var succes-bandet Carpark North for tredie gang på besøg på spillestedet Maskinhallen i Frederikshavn.

De velspillende københavnerdrenge roste samtidig de nye rammer på spillestedet. Førhen lignede det nærmest en færge, bebudede forsanger Lau Højen – og antydede dermed, at sådan er det ikke mere.

Den smukke og melankolske ”Fireworks” blev spillet en lille halv time inde i koncerten. På det tidspunkt, hvor meget ganske symbolsk, tydede på, at Danmark kom i rødt. En varsling om nye tider for vort gamle land.

Aftenens højdepunkt var, da Carpark North pludselig fik besøg af Pink Floyd´s klassiske ”The Wall” oppe på scenen. Mikset sammen med deres egen ”40 Days”, ”Wild Wonders” og tilsat noget Daft Punk og masser af tråd lød børnekoret med det klassiske "We Don´t Need No Education" smukt ud af højtalerne. Her overgav publikum sig og fik hænderne op. Den er set før på turnéen, men den sidder altså lige i skabet.

Til gengæld var det naturligvis hittet ”Transparent & Glasslike”, der fik aftenens største bifald, og der blev spillet luftguitar og svinget med lange lyse lokker i salen. Derefter blev ”This is Human” meget smart lavet om til ”This is Frederikshavn” via Søren Balsners fantastiske synthesizer.

Aftenens største fællessang kom på ”Save Me From Myself”, hvilket var afslutningsnummeret inden bandet igen indtog scenen og fyrede to ekstra numre af i form af ”Everything Starts Again” og ”Shall We Be Grateful”.

Alle de kendte sange var der og alle Carpark North-fans i Frederikshavn og omegn, som var til stede i salen, må have forsvundet ud i natten under fuldmåne og klare stjerner i særdeles godt humør og med en stor musikalsk oplevelse på denne valgaften.

Hvis Carpark North skal have stjerner for denne optræden her i aften, så må det unægtelig blive samtlige syv stjerner, som Karlsvognen glimter med på nattehimlen her over hustagene.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...