Cheftræner om ny slovak: - Han har gode hænder
Der er store roser til den 39-årige back Stanislav Jasecko, som i aften mod Esbjerg spiller sin første hjemmekamp i White Hawks-træjen.
- Stanislav spiller med rigtig stor autoritet. Han ved, hvor han skal stå og ser rigtig hurtig ud. I powerplay ser han også utrolig stærk ud. Selvfølgelig skal han lige op i gear, da han kommer fra den næstbedste italienske række, men det ser fint ud med ham. Og så har han en god teknik og gode hænder.
Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra cheftræner Henrik Christiansen efter slovakkens præstation i tirsdagens kamp i Odense, hvor Stanislav Jasecko, som tidligere nævnt på Kanal Frederikshavn, blev noteret for to målgivende afleveringer.
Trods de gode tendenser hos den nye back var det ikke nok til at hive en sejr med hjem fra Odense. Høgene kom på 2-2 i begyndelsen af tredje periode, og det hele virkede lovende. En halvtynd udvisning til tilbagevendte Andrew Sarauer og en puck ud over plexiglasset af Steffen Klarskov gav dog fynboerne en 5 mod 3 situation, hvor de scorede sejrsmålet.
- Vi spiller egentlig en udmærket kamp. Det synes jeg faktisk, vi har gjort i de to seneste kampe nu. Vi fik dog ikke afsluttet så meget på mål, som jeg gerne ville have haft, konstateret Henrik Christiansen.
- Både Andrew Sarauer og Christian Schioldan spillede med for første gang i godt 2½ måned. Der er selvfølgelig lidt med timingen og rutinerne, men det skal de nok komme efter. De kunne sagtens følge med, fastslår cheftræneren.
Han erkender, at pointene ikke ligefrem har hængt på træerne og vil selvfølgelig gerne have så mange point som muligt med fra de sidste kampe i grundspillet:
- Alle point er vigtige, især når vi ikke har taget så mange af dem på det seneste. Men det da klart, at det er super vigtigt for os at afslutte grundspillet godt og komme med god gejst til slutspillet. Og ikke mindst komme til slutspillet uden skader. For første gang i jeg ved ikke hvor mange kampe, havde vi i tirsdags ikke en spiller, som skulle lægges is på efter en kamp, beretter cheftræner Henrik Christiansen.
For tiden får Henrik Christiansen i øvrigt hjælp af Mike Martin, som nu er fortid som ishockeyspiller i Frederikshavn White Hawks. Mike Martin er med på isen iført jogging-tøj og en stav under træningerne – og giver en hånd med omkring det praktiske. Det påskønner cheftræneren, da assistenttræner Peter Glad for tiden sidder ude med en mindre ankelskade. Mon ikke, at Mike Martin er at finde i høgenes spillerboks i aften mod Esbjerg i Scanel Hockey Arena?





































