Gå til hoved-indhold
06. oktober 2011 - kl. 03.10

Cheftræner: - Vi skal have mange flere afslutninger

  • 1 af 2
    FOTO: Eframe.dk
  • 2 af 2
    Henrik Christiansen: - Der er ikke noget vrøvl i omklædningsrummet, alle snakker med alle og der er lige så god en stemning på holdet i år som f.eks. sidste år.
Af: Lars Andersen

White Hawks' cheftræner Henrik Christiansen glæder sig over, at canadierne er kommet i gang med at producere point – efter en halvsløv sæsonopstart. Han ser endvidere frem til, at danskerne følger trop. Han erkender dog, at starten på sæsonen ikke har været som ventet, og han efterlyser i de kommende kampe flere afslutninger på mål og stærkere forsvarsspil.

Første "runde", lig med otte kampe, er spillet for Frederikshavn White Hawks. I aften indledes anden runde med en hjemmekamp mod de danske mestre fra Herning Blue Fox. Kanal Frederikshavn mødtes i går med Henrik Christiansen til en statussnak.

- Det er selvfølgelig ikke den start, vi havde forventet, og det var heller ikke den start, fansene havde håbet på. Vi arbejder hårdt til hver eneste træning og forsøger at gøre det bedste for holdet. Hver enestes minut på isen, når vi træner, er vigtige, siger høgenes træner og fortsætter:

- Vi kunne selvfølgelig godt have fået lidt flere point. Jeg ser fire point, som vi godt kunne have hentet. Det ville have lunet en hel del, og dem er vi trætte af, at vi har smidt. Desværre har vi været en smule forsvindende i spillet, selv om vi har spillet super gode perioder, men vores bundniveau har været en ren skændsel.

Henrik Christiansen kommer selv lidt ind på, at forsvaret måske har set lidt tyndt ud til tider. Hvor der har været smidt for mange spillere i angrebszonen, hvor man så har mistet pucken, og så er det gået utrolig hurtigt den anden vej:

- Der har været lidt huller af og til, men han forsikrer, at der er fokus på området.

Cheftræneren hæfter sig dog ved, at der trods alt er kommet point på kontoen. Han mener at White Hawks’ bedste periode indtil nu, var første periode i Odense-kampen på udebane. Her kommer høgene foran 2-0 og får faktisk et mål underkendt til 3-0, hvorefter spillerne i anden periode går helt i stå. Alligevel formår høgene at redde point i den kamp, og det er trods alt udmærket, når man ser det i forhold til, at Odense ligger øverst i tabellen lige nu.

- Forventningerne har nok været lidt for høje til at starte med – set i forhold til, hvad vi har haft at skyde med i bøssen, men det bliver der lavet om på. Det er det, vi træner uhyre hårdt for hver eneste dag, pointerer Henrik Christiansen.

Frederikshavn White Hawks fik tilgang af en del canadiere inden sæsonen startede, og dem var der store forventninger til - både i og omkring klubben. De fleste af dem havde en lidt svær start ifølge cheftræneren, da de ikke har været vant til at træne så meget og intensivt – hvilket gjorde, at de først skulle op i gear. Derudover fortæller Christiansen, at alle canadierne i større eller mindre grad har været ramt af skader i optakten til sæson starten – om det skyldes det hårde træningsprogram, meldes der ikke noget om. Dog konstaterer han efterfølgende, at det vigtigste er, at de er kommet op i gear og er begyndt at producere flere og flere point, stort set i hver kamp.

- Vi skal have tre mand i Top 10 på pointlisten, hvis det er sådan, at vi skal være med blandt de fire bedste, fastslår en bestemt White Hawks-træner. 

Han fortæller endvidere, at det selvfølgelig er svært at hamle op med hhv. Jesper Jensen og Morten Lie, som tilsammen lavede godt 80 point sidste år. Samt en Thomas Reinert, Højbjerg-brødrene og Morten Smedegaard, som også sidste år producerede en udsalgsgivende del af White Hawks’ point. Derfor forventer han, at danskerne tager deres tørn, når det går løs igen og begynder at producere nogle flere point til holdet.

Der har indtil videre i år været byttet meget rundt i White Hawks’ kæder, men cheftræner Christiansen mener, at han indenfor de sidste par ugers tid har fundet de sammensætninger, han ser potentiale i. Derfor er han fortrøstningsfuld og tilføjer, at der også skal være plads til at eksperimentere, for man kan altid blive bedre:

- Lige nu har vi jo gode folk, som spiller i fjerdekæden. De presser på for at rykke op i kæderne. Så der er naturligvis pres på alle spillerne, så der skal bare arbejdes benhårdt hver gang, understreger træneren.

Det, han savner allermest fra de otte første kampe, er, at hans drenge skal afslutte noget mere, end de har gjort – og det har været og vil være et af de store fokuspunkter. Dog hæfter han sig ved en markant fremgang hen over de seneste kampe, så han er fortrøstningsfuld mht. flere scoringer: 

-  De skal nok komme, lover han.

Der er intet nyt til den nysgerrig mht. en erstatning for den hjemsendte canadier Mick Lawrence. Om det bliver én fra egne rækker, vil cheftræneren ikke ud med, men han vil gerne have en spiller, som kan gå ind og lave 30-35 point:

- Jeg har set nogle 1. divisionskampe. Vi har nogle rigtig gode spillere i førstekæden på det hold, som ligger godt til i pointscoren, men der er himmelvid forskel på 1. division og AL-Bankligaen.

Frederikshavn White Hawks har haft tilgang af mange nye spillere til den nye sæson, men har også måtte sende flere af deres egne høge af sted. Et par af dem har haft ry for at være et godt socialt bindeled. Kanal Frederikshavn spurgte derfor cheftræner Henrik Christiansen, hvordan de har tacklet denne udfordring mht. de nye canadiere og danskerne, der er kommet langvejs fra til holdet i år:

- Det derfor vi i optakten til sæsonstarten havde en team-building tur. Med det formål, at de skulle lære hinanden at kende på andre måder end blot fra ishockey – og det er lykkedes meget godt. Der er ikke noget vrøvl i omklædningsrummet, alle snakker med alle og der er lige så god en stemning på holdet i år som f.eks. sidste år.

Cheftræneren understreger i øvrigt, at han ikke forstår, hvor al den snakken om splid og at der skulle være problemer i omklædningsrummet, kommer fra. Det har absolut intet på sig, og han begriber ikke, hvorfor sådanne rygter er startet. Der er ingen kontroverser mellem spillere, ledere, Elite Nord, trænere, materialefolk m.m. Selv ikke rygtet om keeper Miroslav Lipovskys manglende engelsk sprogkundskaber har noget på sig:

- Selvfølgelig er han ikke så øvet i engelsk, som mange af danskerne, men kommunikationsproblemer er der absolut ingen af på holdet, siger Christiansen bestemt.

- Men man skal jo passe meget på med, hvad man siger. Bare en spiller er set nede i byen, så har han jo været på druk, siger en uforstående, men ikke bekymret cheftræner.

Henrik Christiansen kan udmærket forstå, hvis nogle af de unge har lyst til at deltage i bylivet m.m. Han understreger, at det selvfølgelig ikke er okay op til en kamp. Han afviser også alle former for, at der skulle være druk- eller byturs-problemer på holdet, som har været omtalt i forskellige andre medier. Det rygte har intet på sig og er tydeligvist ikke noget, der behager den nordjyske cheftræner at skulle læse om i medierne.

I aften gælder det Herning. Det vil sige, at der er DM-revancheopgør. Henrik Christiansen understreger på det kraftigste, at fansene ikke skal være i tvivl om, at holdet vil gøre alt, hvad de kan for at få ”guld-armene” på herningenserne ned under isen i Scanel Hockey Arena.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...