Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
29.05.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Chris Ejlerskov fik tænder ind med modermælken

Chris Ejlerskov er her i gang med at vælge tandfarve.
Ejlerskov Tandteknik i Søndergade i Frederikshavn udvider medarbejderstaben og ejerkredsen, så der nu er to kliniske tandteknikere i firmaet. Men det er ikke et helt ukendt blad, der bliver tilføjet Ejlerskov-grenen.


 

- Min søn Chris begynder på klinikken, så vi har nu tilsammen mere end 50 års erfaring med tænder, smiler Henrik Ejlerskov med udsigten til at udvide med endnu en Ejlerskov.

Henrik Ejlerskov har haft klinikken siden 1985. Desuden er Chris' mor, Helle, også tilknyttet klinikken, så man må konstatere, at personalet kender hinanden særdeles godt.

- Jeg har været vant til at komme på klinikken allerede fra barnsben, og jeg har leget og arbejdet med tænder, siden jeg var ganske lille, fortæller 31-årige Chris Ejlerskov.

Chris var tandteknikerelev i Viborg, Frederikshavn og København fra 2005 og tre år frem, og han afsluttede den kliniske tandteknikeruddannelse på Aarhus Universitet i 2010. Derefter blev han ansat samme sted som underviser, og han blev dermed Danmarks yngste universitetslærer. Fra den ene dag til den anden skulle han undervise de elever på uddannelsen, som han var vant til at gå i byen med i weekenden.

- Det tror jeg, at han slap meget godt fra, da han to år i træk blev kåret som årets underviser på Aarhus Universitet, siger Henrik Ejlerskov med et stolt smil.

Chris Ejlerskov fortsætter som underviser på uddannelsen til klinisk tandtekniker på Aarhus Tandlægeskole samtidig med sin tiltrædelse på klinikken i Frederikshavn.

- Det er ikke meget anderledes, end jeg er vant til. Jeg har sideløbende med mit job i Aarhus passet en klinik i Odder, og jeg glæder mig til at starte i Frederikshavn. Det er selvfølgelig specielt at arbejde sammen med sin far, men vi går begge meget op i vores fag, og vi vil kunne sparre godt sammen til fordel for vores kunder. Vi er enige om, at tillid, tryghed og kommunikation er nøgleordene overfor vores kunder. Vi kommer gerne ud til kunderne, og det er vi nu en ekstra mand til, siger Chris Ejlerskov.

Chris er den næstældste af en søskendeflok på seks drenge, men han er den eneste, der har valgt samme vej som sin far.

- Det er dejligt at have ham tilbage, konstaterer Henrik Ejlerskov og understreger, at han ikke er på vej på tidlig pension, men at der er mange gode år i ham endnu.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close