Cirkus Tordenskrald trodsede vejret på havnen
Lørdag og søndag kunne man opleve Cirkus Tordenskrald og de to venskabsklubber Salling Cirkus Kids og Cirkus Liberty fra Nykøbing Mors på havnen i Frederikshavn og i masterne på skibet Marilyn Anne.
Den nystartede cirkusklub i Frederikshavn trodsede nemlig vejret og optrådte på havnen i forbindelse med Frederikshavn 200 års købstadsjubilæum.
- Børnene gennemførte alle shows, men en del af det planlagt luftakrobatik i masterne på Marylin Anne valgte vi at aflyse, da vinden var for kraftig, fortæller Kenneth Sørensen, formand for Cirkus Tordenskrald.
Selvom vejret ikke levede op til forhåbningerne, var der stor opbakning fra publikum.
- Det var overvældende at se så mange mennesker til vores shows. Det havde vi ikke turde håbe på med det vejr, vi har haft i weekenden, indrømmer Kenneth Sørensen.
Weekendens shows var kulminationen på flere måneders forberedelse, hvor børnene har øvet deres optræden.
- Det har været fantastisk at se den synergi, det skaber, når flere klubber er sammen. Pludselig har børnene selv fundet på nye numre på kryds af klubberne, fortæller Kenneth Sørensen og fortsætter:
- Som nyopstartede cirkusklub i Frederikshavn har det været fantastisk at opleve den opbakning, vi har fået fra arrangørerne af købstadsjubilæet, til Frederikshavn Kommune og ikke mindst det lokale erhvervsliv her på havnen i Frederikshavn. Vores helt nye scenemadras er sponsoreret af Spar Nord Fonden, Chrisfish, KS Maskinteknik, ME Production og Victor DST. Uden deres hjælp havde vi ikke haft en scene at stå på.
Han garanterer, at Maritim Festival kun er begyndelsen. Frederikshavn kommer til at opleve Cirkus Tordenskrald optræde både i gågaden, Plantagen, ved Møllehuset og alle mulige andre steder i fremtiden.
Cirkus Tordenskrald er en cirkusklub i Frederikshavn for børn og unge, der gerne vil optræde. Klubben arbejder med forskellige artistiske udtryksformer som akrobatik, balance, jonglering og trylleri. Cirkus Tordenskrald er et levende, skabende fællesskab, hvor medlemmerne hygger sig med at lave artisteri på tværs af køn og alder. Der er træning hver søndag fra kl. 10:00 til 12:00 i drengenes gymnastiksal på Bangsbostrand Skoleafdeling.
















































