Comeback i Arena Nord efter lang skadespause
Skagboen Camilla Sørensen, Vendsyssel Elite Badminton, er klar til comeback på hjemmebane i Arena Nord efter seks måneders turneringspause på grund af en alvorlig knæskade.
Camilla Sørensen er blandt de 185 spillere, som har tilmeldt sig den internationale turnering Forza Denmark International, der afvikles i dagene 5.-8. maj i Frederikshavn.
Jan Ø. Jørgensen - Danmarks næstbedste herresingle - har overraskende tilmeldt sig turneringen.
- Det hænger givetvis sammen med, at vores turnering er den første, som tæller i OL-kvalifikationen. Jan Ø. Jørgensen stammer jo fra Nordjylland, så det er oplagt for ham at tage denne turnering med, selv om han normalt kun spiller de turneringer, hvor hele verdenseliten deltager, siger sportschef Peter R. Jensen fra Vendsyssel Elite Badminton, arrangør af Forza Denmark International.
Jan Ø. Jørgensen får dog kamp til stregen, når det går løs i Vendsyssel. 17-årige Viktor Axelsen fra Odense - Danmarks første juniorverdensmester - tager også turen til Nordjylland. Det samme gør Hans-Kristian Vittinghus, Team Skælskør/Slagelse, Joachim Persson, Greve, der så sent som i aftes mødtes i den afgørende og meget spændende kamp ved DM-finalen for hold i KB-Hallen.
Der er ingen tvivl om, at Jan Ø. Jørgensen stiller op som favorit, men der findes også flere udenlandske spillere, som nordjyden, der i næste sæson stiller op for Skovshoved, kan tabe til. Én af dem er hollænderen Eric Pang, som har fordel af hjemmebane i Arena Nord, idet han i tre sæsoner har spillet første herresingle på Vendsyssel Elite Badmintons ligahold.
Semifinalisterne ved All England, Line Kruse, Team Aarhus, og Marie Røpke, Gentofte, er med i damedouble, hvor det engelske par Jenny Wallwork og Gabrielle White givetvis også vil kæmpe med om førstepladsen.
I mixeddouble ligner parret Christopher Adcock, England, og Imogen Bankier, Skotland, en seriøs udfordrer til de danske toppar, Mads Pieler Kolding/Julie Houmann samt Mikkel Delbo/Mie Schjøtt.





































