COVID-19 fører til flere aflysninger i lokalområdet
COVID-19 driller en lang række arrangementer, som enten bliver aflyst eller flyttet.
Aftenens koncert med Ivan Pedersen i Skagen er aflyst. Konncerten var flyttet fra Kappelborg til Skagen Sportscenter, men den bliver altså ikke til noget.
- På baggrund af situationen med COVID-19 i Frederikshavn Kommune har kommunens ledelse besluttet af aflyse alle arrangementer, hvor en eller flere af kommunens institutioner er arrangører eller medarrangører. Da Kappelborg er et spillested, men også en institution under Frederikshavn Kommune aflyse vi koncerten med Ivan Pedersen, skriver Kappelborg på sin hjemmeside.
Byfonden oplyser til Kanal Frederikshavn, at repræsentantskabsmødet, som var planlagt til at finde sted på Frederikshavns fødselsdag, fredag 25. september, udsættes på ubestemt tid.
Der skulle både have været afsløring af endnu et værk i Poesiparken ved indgangen til FME og præmiering af fire nominerede bygninger.
Byfonden vender tilbage med ny dato, når der er mere styr på COVID-19 i Frederikshavn Kommune.
Skolelederforeningen Frederikshavn har aflyst sit årlige lederseminar. Det skulle have været afviklet 1.-2. oktober på Hotel Viking i Sæby.
- Vi plejer at samle samtlige skoleafdelingsledere og distriktsledere til spændende oplæg og debat i et døgn. Men med den nuværende COVID-19 situation ønsker vi ikke at løbe risikoen ved at samle lederne. Vi bakker naturligvis op om den linje, borgmester og krisestab har lagt, siger foreningens formand, Mogens Brag.