Craig Chapman: - Det er nu det virkelig gælder!
I aften vælges der kvartfinalemodstandere i AL-Bankligaen. SønderjyskE er førstevælger, dernæst Odense, Herning og sidst Rødovre. De vælger imellem AaB, Herlev, Frederikshavn og Esbjerg.
Spændingen udløses i aften omkring kl. 22.00, og Kanal Frederikshavn vil selvfølgelig forsøge at være først med en reaktion på udvælgelsen fra de lokale høge.
”Good old” Craig Chapman (far til Christian Chapman, red.) mener, at det for alvor er nu, det gælder:
- De 40 kampe, som de har spillet indtil videre, er glemt. Det kan vi ikke bruge til noget nu. Det er et nyt game, ny situation, og alle kan slå alle i den danske liga i år, forklarer Chappy til Kanal Frederikshavn.
Et bud på, hvordan kvartfinalerne kommer til at se ud, vil Chappy ikke ud med, før udvælgelsen er sket. Han vil meget hellere snakke om slutspillet og dets finesser:
- Slutspillet starter lige nu, her i dag til denne træning (White Hawks' eftermiddagstræning i dag på is, red.). Fra nu af gælder det om at spise 100 procent rigtigt, slappe af rigtigt, gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Det kræver utrolig meget psykisk, og dem med den stærkeste psyke kommer længst nu, fortæller den erfarende Chappy og fortsætter:
- ..og de skal for alt i verden også huske at fortsætte med at være gode ved hinanden på holdet. Der er brug for alle mand nu og især publikum. Det giver så utrolig meget positivt til spillerne, når man kan mærke at publikum er der – især i slutspillet, konstaterer Craig Chapman.











































