Dårlig generalprøve skal helst betyde god premiere
Jyllandsserieholdet fra FfI fik tirsdag aften en fodboldlektion, da det blev til exit i DBU Pokalen mod Lindholm fra 2. division. Gæsterne var en klasse eller to over F.f.I., så nederlaget på 0-5 kunne man ikke indvende noget imod.
Trænerne Lennart Bak og Jan Wrensted havde følgende 14 mand i aktion:
Dan Drejer (m) - Theis Vad, Rasmus Wrensted (46: Oleg Koryak), Daniel Andersen, Jack Vejle - Mike Petersen (c) - Nikolai Holm (70: Michael Jensen), Michael Pedersen, Jacob Hørbye, Brian Algrensen og Dennis Karlsen (50: Rasmus Andersen)
F.f.I.'erne kom okay fra start, men efterhånden som halvlegen skred frem, satte Lindholm sig tungt på spillet. I flere omgange var Nørresundby-mandskabet tæt på scoring, men F.f.I.'erne holdt nogenlunde stand, i hvert fald i de første 20 minutter.
24 minutter var der spillet, da F.f.I.'erne måtte kapitulere. Et indlæg fra højre side endte hos Morten Thøgersen, som ikke havde de store kvaler med at sende bolden ind bag F.f.I.-keeper Dan Drejer.
Godt fem minutter senere blev det også 0-2, da Brian Larsen nettede. Optakten til målet var meget lig det første med et indlæg fra højrefløjen og dernæst et resolut spark.
Lindholm var flere gange tæt på at øge føringen, men de første 45 minutter endte med en Lindholm-føring på to mål.
Allerede fem minutter efter pausen nettede gæsterne endnu en gang. F.f.I. mistede bolden på banens midte, hvilket Morten Thøgersen straffede nådesløst ved at udplacere Dan Drejer på sikker vis.
Kort efter overlistede Martin Vixø en ikke helt chanceløs Dan Drejer med et skud fra distancen.
0-4 blev til 0-5 10 minutter før slutfløjtet, da Mike Nørgaard sendte læderet i kassen efter at have afdriblet F.f.I.-keeperen.
Efter det store nederlag kan man vist roligt tage det gamle mundheld i brug: En dårlig generalprøve giver en god premiere. Lad os håbe, at det er tilfældet på lørdag, når Sæby gæster Frederikshavn Stadion. Der er kampstart klokken 15:00.
- Vi fik en fodboldlektion af et godt hold og dermed også megen løbetræning. Nederlaget er der ikke meget at sige til, men det er en smule bekymrende, at vi falder så meget sammen. Indstillingen skal i hvert fald klart være bedre på lørdag mod Sæby, sagde Jan Wrensted og Lennart Bak efter kampen.





































