OPDATERET: En storspillende Daisy Nielsen fra Frederikshavn Golfklub har bragt det
danske damelandshold suverænt i spidsen ved EM for hold, der tirsdag
startede i Østrig.
Daisy Nielsen gik i 4 under par, og Danmark endte første runde i 15 under par, 11 slag bedre end Spanien på andenpladsen. Individuelt blev Daisy Nielsen og holdkammeraten Therese Kølbæk nummer 2. Daisy Nielsen var meget fint tilfreds med dagens præstation, og hun opnåede birdie på 7 af de 18 huller.
Daniel og drengene Lillebror Daniel Nielsen er med drengelandsholdet til EM i Holland. Her ligger holdet nummer 9 efter førstedagen. Daniel gik de 18 huller i 2 over par, og var ikke helt tilfreds. Hans drive fungerede ikke, og det håber han at få bedre styr på til i morgen.
Lucas og herrerne Også Lucas Justra Bjerregaard fra Frederikshavn Golfklub er startet skarpt ved hold EM. For herrernes vedkommende foregår det i Portugal, hvor Lucas Bjerregaard gik sin første runde i 5 under par. Holdkammeraterne havde knap så god en start, så samlet set endte Danmark 1 under par, og ligger nummer 12. Lucas Bjerregaard var 9. bedst individuelt, 3 slag dårligere end tyskeren Marcel Schneider. I morgen spilles anden kvalifikationsrunde ved EM-turneringerne, og herefter går de 8 bedste hold videre til slutspillet.