Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.07.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Dali’s magiske univers på Kappelborg: Et scoop

Lars Ilum, Kulturhus Kappelborg, betegner udstillingen som lidt af et scoop.
Salvador Dali-ekspert Peter Olufsen, ejer af én af Europas største samlinger af Salvador Dali-værker, stiller udvalgte værker til rådighed for sommerens særudstilling på Kappelborg. 

 

Udstillingen åbner lørdag 13. juli, hvor alle er inviteret til fernisering kl. 13 i udstillingssalen 2. SALEN på Kappelborg.

Ikke mindre end 62 ætsninger og litografier af den spanske kunstner og surrealist Salvador Dali udgør sommerens udstilling, som under titlen ”DALI på Toppen” åbner dørene til Dali’s magiske og ganske særlige univers for beskueren.

- Og man behøver bestemt ikke at være kunstkender for at få noget ud af udstillingen, lyder det fra Dali-ekspert og forfatter Peter Olufsen, som i samarbejde med Galleri Rasmus og kulturhus Kappelborg, står bag udstillingen.

- Det er jo det fantastiske ved kunst. Kunst er for alle. Vi bestemmer helt selv, hvad og hvor meget vi får med hjem fra sådan en udstilling.

Lars Ilum, Kulturhus Kappelborg, betegner udstillingen som lidt af et scoop.

- Det bliver enormt spændende, og selv om vi har haft flere store og særlige udstillinger fra ind- og udland på Kappelborg, så er ”DALI på Toppen” absolut én af de mest interessante. Flere af værkerne har kun været udstillet i Danmark få gange før, så for langt de fleste vil sommerens udstilling være en unik mulighed for at se så mange af Dalis værker samlet på ét sted, fortæller Lars Ilum og opfordrer alle - såvel lokale som byens gæster - kunstinteresserede eller ej - at lægge vejen forbi udstillingen.

På udstillingen vises blandt andet signerede prøvetryk fra Salvador Dalís foretrukne grafikværksted J.J. Rigal i Paris, sjældne prøvetryk af Dalis bibel-illustrationer samt en række grafiske blade, der stammer fra enken Denise Rigals private samling.

- Værkerne viser Dali på toppen af sin skaberevne. Arbejdet med ætsninger og litografier gav Salvador Dali ny arbejdsglæde - og nye indtægter - i medier, der var mere spontane i udtrykket og ikke så arbejdskrævende som de store malerier. Over 1700 grafiske værker blev det til - fortrinsvis i perioden 1960-80 - og vi har håndplukket nogle af de smukkeste, de uhyggeligste og de sjoveste!, siger Peter Olufsen.

Får man ikke sin Dali-sult stillet på Kappelborg, så kan flere Dali-værker opleves i Galleri Rasmus på Grenen Kunstmuseum, samt på Strandgalleriet Gl. Skagen, der begge ejes af gallerist Peter Rasmus Lind.

- Vores ønske generelt, og også med denne DALI-udstilling, er at gøre interessant kunst tilgængelig for et større og bredere publikum, så vi håber, at samarbejdet med Kappelborg gør endnu flere gæster nysgerrige på Dali – og måske også mere åbne over for at opsøge andre udstillinger, lyder det fra Peter Rasmus Lind.

Alle udstillede værker er til salg, og det vil være muligt at få en kort snak om værkerne til ferniseringen, hvor Peter Olufsen selv vil være til stede. Onsdag 24. juli inviterer arrangørerne desuden alle indenfor til causeri, hvor Peter Olufsen vil øse ud af sin store viden om Salvador Dali og hans værker.

Salvador Dalí blev i 1904 født i den spanske by Figueres, hvor han også døde i 1989. Der eksisterer museer for ham i både Cleveland, Ohio og St. Peterburg - i USA - og i hans spanske hjemby.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kulturhus Kappelborg / Lotte

FOTO: Kulturhus Kappelborg / Lotte

FOTO: Kulturhus Kappelborg / Lotte

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close