09. juli 2011 - kl. 02.07
Daniel Nielsen tabte i tæt gyser ved EM
Den unge frederikshavner-golfer Daniel Nielsen stod med holdets skæbne i hænderne ved fredagens semifinale ved EM i hold i Prag.
Ved stillingen 3-3 spillede han hulspil mod Spaniens Mario Galiano, og Daniel førte med 1 inden sidste hul. Her udlignede spanieren, og de to måtte ud i omspil for at afgøre, hvem der kom i finalen.
Første hul endte lige, men i andet hul scorede spanieren en birdie og sendte dermed sit hold i finalen mod Østrig.
Daniel Nielsen & co. spiller bronzekamp mod Frankrig lørdag. Kanal Frederikshavn gav gal besked, da vi torsdag aften erklærede, at Daniel Nielsen havde sikret sig en medalje. Vi beklager fejlen og krydser fingre for, at Danmarks skrappe unge golfere kan gøre den til skamme.





































