Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.05.2012 | Af: Kanal Frederikshavn

Dansens Dag samlede 700 mennesker i Skagen

Showet blev indledt effektfuldt med fede motorcykler og flotte piger og drenge.

Så kom Skagen også med på verdenskortet men fejring af Dansens Dag den 29. april. Eventmager Allan Jensen satsede stort og gjorde det, som ingen har turdet gøre før. Nemlig at invitere alle gratis til kæmpe danseevent, som man har gjort det i resten af verden på netop denne dag i 30 år.


 

KAFBU: Kulturelle aktiviteter for børn og unge i Frederikshavn Kommune gik med på at støtte arrangementet.

Søndag formiddag mødte omkring 100 glade børn med forældre op for at danse sammen. Efter fælles opvarmning var det Mille Søndergaard, der lærte børnene at danse zumba. Så var det Ballonklovnen Ib, ved Peter Gislund, der fremtryllede ballondyr og skrålede med på kendte børnesange.

Efter en større omgang koldbøtter på gymnastikforeningens Airtrack var det igen tid for danselektioner. Børnenes afdeling sluttede af med popcorn og saft leveret af Spar Nord Fonden. Så var det tid for nogle at komme hjem til middagssøvn, men flere familier indtog frokosten i Skagen Hallens cafeteria.

Kl. 13:00 gik det løs. Eventmageren bød velkommen, og efter de praktiske formaninger var det Allan Kastor Andersen fra Spar Nord Bank, som hjalp med at åbne ballet. Allan Kastor fortalte om den store værdi i det at have en ildsjæl som Allan Jensen til at samle kulturlivet i Skagen - og at huske at værdsætte det frivillige arbejde.

Så blev lyset dæmpet og helvede brød løs. To kæmpe motorcykler gled frem fra mørket, styret af læderklædte bikere, med hver sin bikertøs på bagskærmet. Ud af de store højttalere styret af Soundspec brølede ”My knight in black leather” med Bette Midler. Alt imens motorcyklerne glimtede i de fede spotlights, skiftede musikken nu til mere æggende rytmer. Ind på scenen kom nu letpåklædte piger i lingeri fra Butik Vivienne, og friske mavepumpede fyre i jeans fra Butik Dig og Mig. Skoene var leveret af Skoæsken og alt i tilbehør fra solbriller til guldsmykker var venligst udlånt af Stenbroen.

Eventmageren havde nu publikums fulde opmærksomhed, og adskillige danseklubber fra hele Nordjylland fik hver på 10 minutter lov til at vise deres kunnen. Danserne fik ny energi via den friske frugt, som var leveret af REMA1000. Der blev også givet en live forsmag på Mads Toghøjs nye cd/lp ”Alley of Faith”.

Efter kaffepause med kringle og lagkage, akkompagneret af Fladstrandspillemændene, gik det løs med anden del. En gruppe haremsdansere havde bedt om beskyttelse og blev ført ind af bevæbnede vagter i afghanske klædedragter. Og sikke et show. Der har aldrig været så stille i Skagen Hallen før, selv de overaktive børn glemte at slå koldbøtter under den orientalske mavedans.

Skagen Gymnastikforening GF76 havde op til flere dygtige hold på gulvet. Eventmageren havde nu kørt stemningen op, og tiden var inde til at Skagens Modigste Dansere skulle vise Årets Dans. Så var det publikums tur til at afprøve Årets Dans, som blev gentaget flere gange. Det nu overfyldte dansegulv blev sidste aktivitet denne dag. Klokken var nu blevet 17:30, og omkring 700 svedige og godt underholdte gæster kunne drage hjemad efter 6½ times gratis underholdning.

Se flere fotos her: www.skagenfotoklub.dk 


 


BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

VideoerTilføj video

Kommentarer

Informationer til denne nyhed

Læst: 827 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 1 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close