Danser fra Frederikshavn topper dansk rangliste
Det blev til en populær sejr, da sportsdanser Tenna Bloch Petersen fra Frederikshavn dansede ranglisteturnering i Voldum-Hallen syd for Randers. Hallen er nemlig i partner Magnus Ginges hjemkommune, så opbakningen var både stor og larmende.
Tenna og Magnus er med sejren nu ikke kun nummer et på den danske eliterangliste, men også snublende tæt på en VM-udtagelse.
Optakten var ellers kaotisk, da Danmarks Sportsdanserforbund pludselig annullerede årets første ranglisteturnering på grund af en fejl turneringsafviklingen. Her var parret ellers blevet nummer to, og den andenplads er de grundigt utilfredse med at miste.
Men de satte tingene på plads i Voldum-Hallen. Efter glimrende dans hele dagen endte det med en suveræn førsteplads efter sejr i alle fem standarddanse. Og da den første turnering som nævnt er "forsvundet", så er Voldum-turneringen den eneste, der tæller indtil videre. Hvorfor Magnus og Tenna nu figurerer som landets bedste juniorpar.
- Den helt afgørende turnering skal nu danses 1. oktober på Sjælland, og klarer vi os godt her, så er vi på vej til VM i Moldavien midt i oktober. Vi må holde formen vedlige de næste mange måneder, forklarer Magnus og Tenna.
Foreløbig er de snart på vej til England, dels for at danse en række individuelle turneringer, dels for at repræsentere Danmark ved en teammatch i Blackpool i ugen efter påske.





































