Søndag aften vandt Daisy Nielsen DM-guld i hulspil, og allerede om aftenen blev hun hyldet i sin hjemklub.
15-årige Daisy Nielsen blev søndag aften hyldet i Frederikshavn Golf Klub, efter at hun tidligere på dagen erobrede sit første danske mesterskab.
50-75 mennesker sørgede for en festlig modtagelse, da DM-vinderen returnede til Frederikshavn kl. 20.35. Dannebrog var hejst, og der var flagallé var parkeringspladsen til klubhuset.
Medlemmer og familie stod klar på terrassen med champagne, øl, sodavand, frisk frugt, chips med mere. Formand Jens Jørgen Calundan lykønskede Daisy Nielsen med DM-titlen, hvorefter mesteren kvitterede med en flot takketale.
- Det er dejligt at se så mange mennesker herude. Det betyder meget for mig, at I følger mig, sagde Daisy Nielsen.