Davids kamp mod Goliath: SEIF møder Vendsyssel
Strandby-Elling IF's håndbolddamer i 2. division indleder lørdag kl. 16.00 turneringen med lokalopgør mod Vendsyssel Håndbold, som i manges øjne er storfavorit til oprykning i 1.division.
SEIF's træner, Palle Nielsen, har denne kommentar til lokalopgøret: i Bannerslundhallen:
- Vi har set frem til denne kamp, siden vi begyndte sommertræningen. Ingen tvivl om, hvor favoritværdigheden er placeret og dermed også det største pres. Der er ikke plads til at bomme for Vendsyssel. Til gengæld kan vi spille relativt frit, velvidende at vi er igang med et længere udviklingsprojekt med mange nye uprøvede spillere på divisionsplan, som ikke står og falder med en enkelt kamp.
- Langt hen ad vejen kan vi være tilfredse, hvis vi formår at fighte hele kampen igennem, tackle modgang og nyde de gange, hvor vi lykkedes med de ting, vi har trænet på. Og hvis dette lykkes, kan det jo være, at vi igen overrasker skeptikerne.
Mens SEIF's træner har haft relativt nemt ved at udtage holdet til lokalopgøret, så må det formodes, at man i Vendsyssel Håndbold har haft en del flere kvaler med den store tilgang af spillere - spændende bliver det også, om vi får se Pia Harstad på banen i Bannerslundhallen. Hun var i sidste sæson en af de bærende kræfter i SEIF, men stiller nu op for Vendsyssel Håndbold.
Mens der på SEIF's andethold i Jyllandsserien løber en del rutinerede kræfter rundt, så har klubben valgt at satse på ungdommen i 2. division, så det bliver spændende at se, hvad de kan stille op mod det rutinerede mandskab Vendsyssel Håndbold.
Kampen starter kl. 16.00 i Bannerslundhallen. Allerede kl. 14.00 spiller Vendsyssel Herrehåndbold (SEIF & FfI) 3. divisionskamp mod Nøvling.





































