De pink biler er nu tilbage på vejene i Frederikshavn
De pink biler fra Din Hjemmepleje er tilbage på vejene i Frederikshavn Kommune efter næsten to års pause.
- Det er helt fantastisk at se dem i gadebilledet igen, sagde Gitte Philipsen, da hun onsdag eftermiddag satte sig ind bag rattet for at køre jomfruturen i "bil nr. 1".
Fra parkeringspladsen i Vestbyen gik turen for Gitte Philipsens vedkommende til Boensgade, hvor den første borger skulle have hjælp. Hun er én af flere medarbejdere, som efter en afstikker til andre private hjemmeplejefirmaer nu er tilbage i de pink biler.
Din Hjemmepleje har været væk fra Frederikshavn Kommune siden 1. januar 2014, da kommunen valgte fire andre private samarbejdspartnere. Én af dem, MG Hjemmepleje, gik dog konkurs tidligere på året, så siden 6. juli har Din Hjemmepleje passet de borgere, som havde en aftale med MG Hjemmepleje.
Men først i dag er Din Hjemmepleje officielt tilbage i Frederikshavn Kommune, og i første omgang er der 62 medarbejdere i Frederikshavn og Skagen.
Indehaver Dorte Simonsen har leaset 13 biler hos Brødrene Hosbond i Hjørring, hvor hun åbnede en afdeling, da hun blev udelukket fra at arbejde i Frederikshavn. Din Hjemmepleje beskæftiger 35 medarbejdere i Hjørring, så samlet har Dorte Simonsen næsten 100 på lønningslisten.
- Først og fremmest glæder vi os helt vildt over, at vi er tilbage i Frederikshavn. Det er jo her, vi kommer fra, smiler Dorte Simonsen, som ikke lægger skjul på, at målet er at vokse, ansætte flere folk og lease flere biler.
Din Hjemmepleje har lejet sig ind på Knivholtvej 2D. Det er Egon Svendsen i Elling, som ejer bygningen. Dorte Simonsen sender en stor buket blomster videre til ham, fordi han vist stor imødekommenhed og forståelse.








































